Vi kørte op ad de samme hårnålesving som forleden til La Dacia, men denne gang fortsatte vi

Vi fik et bord til 3 – nærmest det sidste ledige bord. Indenfor summede der af liv og hygge. Det virkede meget lokalt; der var flere, der gik rundt mellem bordene og sludrede med hinanden.

Pludselig opdagede vi, at en af ejerne fra vores hotel var der sammen med sin familie. De havde på italiensk vis et helt langbord, og de mødtes til middag 21-tiden. Vores store dreng løb begejstret over og sagde ‘Ciao!’, og hun krammede ham, vinkede til os og kom over og hilste på os med sin søn på lidt over et år på armen.

Han var ikke det eneste barn, der var med til middag klokken 21. Der var mindst 10 italienske børn under 5 år med til middag. Det fungerer bare. Det er en selvfølge, at børnene er med og får lov til at løbe ind og ud. Alle hygger sig, børnene leger med hinanden, griner højt og larmer på en restaurant (uha!).

Bordskikken er også anderledes; det er ok for børn og voksne at forlade bordet, gå rundt til andre borde og bytte pladser ved eget bord. Også når maden er på bordet. Samtidig så jeg dybe samtaler over bordet, så det, vi anser som uro, skabte ro for dybe samtaler.

Det er fascinerende at få indblik i hvordan man gør i andre lande. Det er sundt at blive udfordret på sine egne regler og dogmer.

Det var en sjov og hyggelig aften med superlækker mad!

Panna Cotta med jordbær