Smæld, sagde det, og så lå vi alle tre tværet ud på hverdagens hårde beton.

Hold NU kæft, hvor har jeg svært ved at holde af hverdagen lige nu. Jeg forsøger at holde fast i Parisfølelsen, men her er koldt og mørkt, vi er trætte og ugidelige. Det er faktisk ikke helt rigtigt, for vi gider godt alt det, vi ikke skal. Jeg gad fx godt pakke mig ned i sofahjørnet og lave julekort, fotokalendere og se på fotos fra ferien …

Men nej, så hellere bruge 2 timer i kø til Avedøre, 8 timer på job, 40 minutter på træning, kørsel til og fra fritidsaktivitet med drengen, smøre madpakke, rydde op, se 1 program i TV og så i brædderne kl 21. Så er der ligesom ikke flere timer tilbage af dén mandag.

Dér kl 21 nåede jeg til det, jeg gerne ville have nået i går. Men jeg gik ud som et lys, da jeg havde læst De 5 for drengen, og vi lå og snakkede i sengen bagefter.

Han knuger mig så hårdt om aftenen, vil ikke have at jeg går fra ham. Nogle aftener føles det som om jeg bliver ædt indvendigt af syre, fordi jeg føler, at jeg bør være et andet sted og lave noget af det, jeg skal. Men i går gik jeg ud som et lys, for jeg var det rigtige sted, hos min søn, der var utryg.