En lille update på hvordan vi får det til at hænge sammen i vores hverdag

Hvordan går det med skolen?

Knægten klarer det meget godt, selvom der er situationer, hvor det selvfølgelig bare er irriterende med alle de restriktioner. Det er ingen overraskelser, aflyst lejrskole, ingen skolefester, sociale begrænsninger, ingen fødselsdage… Hans klasse er indtil videre gået fri for Covid-19.

Idræt foregår fortsat udendørs uden omklædning. Svømmeundervisningen er udskudt på ubestemt tid. Lærerne har forberedt klassen på, at undervisningen kan foregå på Teams, når/hvis der kommer et Coronaudbrud i klassen.

På den ene side er jeg glad for, at skolerne er åbne, fordi det er vigtigt for knægten at lære noget og være sammen med sine jævnaldrende, se sine venner irl, og simpelthen få noget normalitet ind i livet.

På den anden side er skolen nok den mest sandsynlige smittekilde for os som familie. De 10-19 årige er hårdt ramt. Vi er nødt til at stole på, at alle bruger deres sunde fornuft.

.. familien?

.. med de sociale kontakter?

Hvad der gør hele processen endnu vanskeligere er altid spørgsmålet om, hvordan andre håndterer foranstaltningerne. Holder du afstand? Giver vi en albue eller en krammer? Hvis jeg vidste det helt sikkert, ville jeg undgå det kejtede komiske øjeblik, der opstår, når man mødes. Spontaniteten er gået fløjten. Uheldigvis har vores dreng ingen søskende, så indimellem er der længe mellem legeaftalerne

.. med hovedet og hjertet?

Jeg behøver vel ikke at nævne, at det er svært at navigere i, og det ikke føles godt. Jeg tror, at vi alle har det sådan. Jeg er mere tyndhudet og følsom end normalt, og jeg farer hurtigt op. Jeg har dage, hvor jeg ikke kan se nogen og alt glæden er væk fra mit sind. Nyhederne er frustrerende, og katastroferne væltede ind; Minkavlernes endeligt, regeringens ligegyldighed med Grundlov og folkestyret, det amerikanske valg, Hviderusland og Polen, terrorangreb i Frankrig og Østrig, klimaændringer og og og … og så lige ‘dagens smittetal’ . Det gør mig skør.

Ikke kun selve nyheden, men de vanvittige kommentarer til den, de mange mennesker, der sætter sig i positionen som benægtere og trivialister, uanset hvad det handler om. Denne sort-hvide opfattelse af verden gør mig skør. Verdens elendighed gør mig skør. Min egen hjælpeløshed gør mig skør. Usikkerheden gør mig også vild. Og alligevel prøver jeg at modvirke de små ting, bevidst føle og skabe smukke øjeblikke og dermed ikke kun holde hovedet over vandet, men også min familie. Det er utroligt udmattende.

Vi snakker meget. Vi bruger tid sammen. Vi spiller, vi ser film, vi krammer og læser. Vi elsker tømmermænd som en skør og glæder os over ham. Vi skriver og foretager telefonopkald og sender frem og tilbage fotos med familien i Rheinland, som vi meget savner. Vi tænker på ting for at gøre hinanden og de kære langt væk lykkelige. Vi holder af hinanden, og på en eller anden måde er det den eneste ting, der stadig er rigtig god. Når jeg tænker på det, indser jeg, at det er ret meget. Det hjælper mig derefter med at tage det næste skridt igen. Og så det næste. Og så den næste.

Børnene er modige. At gå i skole giver dig stabilitet og struktur og også en følelse af normalitet. Det faktum, at denne normalitet er så vildledende og skrøbelig og kan til enhver tid vælte til næste karantænetilstand, hjælper ikke nøjagtigt. Men i det mindste. Normalitet. Det mindste af deres problemer er, at børnene skal bære masker hele tiden i skolen og på vej der i bussen / toget. Jeg tror ikke, de ser det engang som en væsentlig begrænsning. Sådan er det bare nu, de forstår hvad pointen er, og det er godt.

Hvad gør jeg for at bevare forstanden?

Indføre en digital solnedgang

Jeg har skruet ned for nyhedssurfing. Jeg har bemærket, at breaking news og dårlige nyheder i rå mængder har en negativ effekt på mig. Jeg bliver trist eller gal i låget. Så derfor ingen nyheder på mobilen før sengetid. En slags digital solnedgang. I stedet læser jeg på Mofibo. Jeg læser bøger i bittesmå bidder; 1 minut her, 2 minutter der. Det fungerer perfekt – det kan man sagtens. Det er jo præcis sådan jeg læser nyhederne; lidt her, lidt der. Nu læser jeg bare noget andet end nyheder. I sidste uge læste jeg Bjørneby og Os mod dem. Nu er jeg i gang med

Mere motion i den friske luft.

Online yogakurser eller lignende er godt og godt, men intet rydder dit hoved såvel som et løb i parken eller bare en tur eller et skød på cyklen. Især nu, hvor de sidste guldrester i oktober stadig kan ses så pragtfuldt overalt er ikke rigtig koldt endnu, det glæder mit hjerte og beroliger mine tanker. Det er lidt som trampolineffekten på børn

Mere overblik over de små ting.

Jeg kan ikke ændre verden, jeg kan kun prøve i lille skala at gøre min verden, mine omgivelser til et bedre sted. At være god for mig, være god for min familie, men også for mine venner og mine naboer, for de mennesker, som jeg virkelig kan være behjælpelig med. Doner, støtte, synliggør, tal ud, vær der, lyt og i figurativ forstand min hånd og min plads ved min (virtuelle) ild

Træk vejret mere bevidst.

Jeg praktiserer dybe indåndinger og udstrækninger af kroppen. Nu hvor jeg ikke længere løber og heller ikke for alvor kan gå ture, så er jeg nødt til at gøre noget andet for at mærke, at jeg lever. Sæt dine fødder godt på jorden, og lad din ånde komme roligt og dybt ind. Det beroliger mig, når mit hoved bliver skørt, og smittekurven er omvendt proportional med min humørkurve.