Jeg knoklede igennem med arbejde, krydsede en masse af på todolisten, havde to gode møder og cyklede ned for at blive testet lige inden frokost. Det var faktisk en god dag, og jeg følte, at jeg gjorde en forskel.

Da jeg stod der og ventede med mit reagensglas i hånden, var jeg ved at tude. Jeg vil et andet sted hen med min familie. Et sted, hvor der ikke er tests, sygdom og begrænsninger. Pludselig er Mars en virkelig god idé. Det var som om noget krakelerede indeni mig og gik i stykker, og jeg blev så trist indeni.

Jeg kæmper virkelig for at vænne mig til det her vilkår. Jeg blinkede tårerne væk og kiggede på mobilen for at tænke på noget andet. Klask, store typer på gult – FRYGTER TREDJE BØLGE.

Jeg frygter for min søns fremtid. Hvad det her gør ved ham, og hvor længe han kan tåle det. Hvad det gør ved hans kammerater og alle andre unge mennesker, der frarøves helt basale muligheder og glæder. Intet menneske er en ø ❤

Jeg trampede hårdt i pedalerne på hjemvejen. Eftermiddagen gik hurtigt dybt koncentreret i arbejde.