Oktoberlisten

Oktober er mørke, regn og indendørs(u)hygge. Både den hyggeligste og mest uhyggelige måned på året. Der er edderådme længe til sommer, og som den lille sommerfugl jeg er, så føles mørket og kulden dræbende. Bladene visner på træerne, og vinden bærer de døde blade rundt.

Jeg savner varme og sol. Jeg fryser konstant nu. Jeg har lyst til at sove, at gå i hi og vågne op, når solens stråler varmer mig igen. Jeg nyder de stjålne øjeblikke, hvor solen lyser gyldent. Og jeg drikker rigtig meget te.

I oktober vil jeg

  • spise mine d-vitaminer og få en influenzavaccine
  • nyde solens gyldne stråler, mens jeg går mine 10.000 skridt hver dag – jeg længes efter sommer SÅ meget!
  • binge Kastanjemanden – gys, den har jeg glædet mig til – og vi så den på 2 aftener! Du må se den. Den er så god, og den er så mørk. Sindssygt smukt filmet i efterårsDanmark.
  • træne 3 gange om ugen. Lige pt når jeg ca. 2 gange om ugen. Det er lige i underkanten for at opnå den effekt, jeg går efter, så jeg må stramme balderne.
  • undgå panik, når vægten stiger eller står stille. Hold fast, jeg er på rette vej. Det tager tid at bygge muskler og tabe sig med styrketræning.
  • køre til Amsterdam, og jeg glæder mig som et lille barn. Efterår, gule blade, Amsterdam, kanaler, snedige caféer, spændende oplevelser, pandekager, vafler, kagekrymmel på franskbrød …
  • bestille borde til spændende middage i Amsterdam; Ramen-Ya, The Pantry, Sampurna ..
  • besøge Anne Franks hus. Mit tredje besøg bliver det til, og samtidig er det vores søns første besøg i Amsterdam og Anne Franks hus.
  • vi læser Anne Franks Dagbog om aftenen, så knægten er klædt på og kender sin Anne forinden. Han synes, at det lød kedeligt at læse en piges dagbog, men efter 2-3 aftener var han alligevel betaget. Det er sådan hendes dagbog er. Den kryber ind under huden på selv tvære pre-teens 😉
  • vi har kobberbryllup i slutningen af oktober – nej, vent? Vi har talt forkert? Jeg flyttede jo bare for nylig sammen med min kæreste, gjorde jeg ikke?
  • fejre halloween på månedens sidste dage 🎃👻👻
  • tænde lys på min mors grav på hendes 80 års fødselsdag. I takt med at jeg nærmer mig den alder, hun havde, da hun døde, så går det op for mig, hvor hæsligt det må have været for hende at sige livet farvel. Ganske hæsligt ..

Nåja, oktober blev 11 dage gammel før jeg nåede at færdiggøre dette indlæg. Den sidste uge har jeg kunnet flænse ud af kalenderen. Ren overlevelse.

Men on a positive note: Ovenpå sådan en weekend er det simpelthen den skønneste mandag nogensinde! Den sidste uges tid og især vores weekend blev disruptet af helvedeshosten, meget kraftig tandpine, søvnmangel, febervildelse, stakåndethed, manglende energi og ondt i lungerne. To Coronatests kom ud negative som forventet.

Alt det, jeg IKKE havde ønsket mig, samlet i én weekend. Jeg havde i mit stille sind forberedt mig på, at jeg stadig var syg mandag, men det var som om det lettede i løbet af natten. Jeg har sovet storartet i nat. Jeg føler mig stærk efter en lille uge, hvor jeg har følt mig svækket og affældig, så jeg er sikker på, at det er på vej væk.

Tandpinen er også stort set væk, og det kan jo sagtens skyldes, at det ikke var tandpine, men tryk fra snot i bihulerne. Nu har jeg en tid hos tandlægen i morgen 08:00, så jeg kan få tjekket mit tandsæt just in case. Jeg magter ikke at stå i Amsterdam i næste uge med tandpine, hvis det vender tilbage.