Vi har jo været i Amsterdam sammen, før vi fik barn – tilbage i 2007. Dengang boede vi ved Saparthipark, som ligger i det trendy kvarter de Pijp. Dengang var det dog ikke særlig trendy. Vi oplevede det ikke som specielt centralt, da vi skulle gå 1/2 times tid, uanset hvor vi skulle hen. Derfor valgte vi denne gang et hotel helt centralt placeret på Damrak nær Central stationen og den meget centrale plads Dam. Før vi ankom var vi en smule bekymrede; et hotel nær en hovedbanegård – det kan være virkelig skidt..
Vi boede på Hotel Victoria Park Plaza, som er perfekt placeret, når man skal udforske Amsterdam.
Heldigvis viste det sig, at hotellets placering viste sig at være et genialt valg af flere årsager – dels er Damrak livligt og meget centralt i Amsterdam, så man kan nemt gå derfra, når man skal ud i byen. Det mest geniale er dog, at nærmest alle byens tram-linjer kører ud fra central stationens forplads, hvilket lå et par minutters gang fra vores hotel. Det betyder, at man på nul-komma-fem kan komme med en tram eller metro hvorhen man vil – og det er nemt at komme ‘hjem’ igen, for alle trams og metroer kører til central stationen.
Hotel Victoria Park Plaza var en suveræn base; vores værelse havde 3 balkoner med udsigt til centralstationen på den ene side og til Damrak og de smukke klassiske Amsterdamhuse på den anden side af kanalen. Vores værelse var stort og fedt indrettet. Der var kaffemaskine, køleskab og rigeligt med necessities. Sengen var god, og mørklægningsgardinerne var topeffektive, så vi sov rigtig godt.

På hotellet er der desuden spa, pool og træningsfaciliteter. Vi bookede hver dag tid til pool i hotellets app, og det fungerede upåklageligt fra hotellets side. De fleste gæster overholdt deres tider, så der var ikke mere end de tilladte 6 personer i poolen ad gangen. Men det var kun nogle danske børnefamilier, der ignorerede pool-reglerne, og blev hængende væsentlig længere end deres slottid på 1/2 time. Det betød, at der et par gange var alt for mange i poolen. Det var irriterende, for poolen var ikke stor nok til, at man kan være 10-12 mennesker uden at være i vejen for hinanden. Men c’est la vie.
Morgenmaden på hotellet var superlækker, og restauranten var rigtig hyggelig med god plads mellem bordene. Man kunne bestille skræddersyede æg – fx omelet med tomat, ost og løg. Da vi var der, var der ikke påkrævet mundbind andre steder end i offentlig transport, så ingen mundbind på restauranter eller på hotellet. Vi spiste typisk ml 9 og 9:30, for fra 9:30 var der lang kø til restauranten.
En anden fed feature var, at man havde nøglen til værelset (samt elevatoren og toiletterne i lobbyen) på mobilen. Det fungerer supersmidigt, når man lige får gennemskuet, hvilken vej telefonen skal holdes foran låsen 🙂