Jeg kan ikke særlig godt li’ november. Det er rigtigt, at solopgangene er smukke nu for tiden. Når det ikke er gråt i gråt er det det helt store farvespil på morgenhimlen.

I november bliver det mere stille udenfor. De sidste blade blæser væk, og de nøgne træer rasler ikke længere i vinden. Træerne er stille. Våde blade ligger på vejene og absorberer lydene. Tågen er ofte tung og tæt. Regnen slår jævnligt mod ruden. Kulden bider af og til lidt i næsen om morgenen, men endnu uden frost.

Dagslyset er kortvarigt – og af og til er det så hårdt og skarpt, at jeg må knibe øjnene sammen – eller måske har mine øjne blot vænnet sig til det evindelige mørke? Dagslyset er efterhånden blot forskellige nuancer af gråt.

November er lillejulemåned. Her burde vi være i gang med forberedelserne. Vi fik sat halloweenpynten væk. Det var ikke meget af det, vi nåede at få hængt op – udover en blodig hånd, nogle stearinlys med blod, en masse græskar, spøgelsesguirlande med lys i, en edderkoppeguirlande, to græskar foran døren, et par lanterner i vinduet og et spøgelse i opgangen. Resten blev i kasserne, det må vi arbejde på næste år.

Planen var at førjulepynten skulle op, når halloween blev taget ned, men vi har ikke tid til at gøre noget ved det. Lad os se om vi kan nå det i ugens løb? Måske i morgen?