At få konstateret astma

I november fik jeg konstateret astma. På sin vis måske ikke den store overraskelse, men alligevel et kæmpestort chok for mig. Symptomerne var der jo. Jeg gik bare ud fra, at jeg var en svagpisser i særdeles dårlig form, og at det er derfor, at jeg hiver efter vejret. På løbebåndet føltes det som en kombination af at få en kniv i ryggen og have ild i brystet efter 2 minutter. Så jeg gjorde som jeg altid gør, når jeg er i dårlig form: Jeg træner ekstra hårdt. Smerte er jo et tegn på svaghed! Det kan så ikke anbefales. Det er med ild i brystet, kniv i ryggen, dansende stjerner for øjnene og blodsmag i munden, at jeg kan holde til max. 3 minutters løb på løbebåndet.

Hårdt presset bestilte jeg tid hos lægen. Fine røntgenbilleder. Men lungetesten .. epic fail. Jeg gik hjem fra lægen med en recept på astmamedicin. Jeg havde ingen spørgsmål, for mit hoved var HELT tomt. Jeg holdt det ud i strakt arm. Distancerede mig fra det. Det er jo ikke noget særligt.

Og knaldede realiteten mig så hårdt som en teglsten i panden: Du har en kronisk sygdom, dine lunger kæmper for at få luft. Farvel til at føle sig rask, sund og stærk – goddag kronisk sygdom og medicin hver dag. Arj men .. fuck! Denial er ikke en vej ud. Jeg er nødt til at ta’ det seriøst.

Det fik jeg en krise over. Jeg er faktisk stadig i krise over det. For hvad hvis det ikke bliver bedre? Jeg hiver stadigvæk efter vejret, og jeg ved ikke lige, hvad medicinen egentlig gør af forskel. Nu tager jeg medicin 2 gange om dagen, og jeg føler mig syg, når jeg gør det. Der er ikke den store forskel, andet end at jeg før følte mig som svæklingsmølf, nu føler jeg mig syg. Jeg kan ikke mærke forskel på før og efter medicin.

Lige bortset fra at medicinen giver mig knastørre læber, tør mund, tør hals og ekstra hoste. De første par uger smadrede medicinen min stemme fuldstændig. Jeg kunne ikke genkende min egen stemme i de første 2-3 uger. Da jeg startede på lederkursus, måtte jeg starte med at forklare, at min hæse stemme og min hoste skyldtes astmamedicin – ikke Corona.

Jeg har prøvet at træne et par gange, siden jeg kom på medicin. Jeg har opgivet løbebåndet af hensyn til mine hælsporer, og jeg gav den så en skalle på en ellipse trainer i stedet. Den første gang var det ret fedt, og det føltes bedre, men i sidste uge var ellipse traineren ved at ta’ livet af mig efter få minutter. Når jeg går sammen med andre, kan jeg ikke følge med dem – jeg falder bagud. Når jeg sætter farten op, kan jeg ikke få vejret – det gør ondt i brystet, når jeg anstrenger mig, og jeg må hive efter vejret. Jeg kan ikke længere tale og få vejret, samtidig med at jeg går en tur.

Så jeg er så ked af det. Skal til kontrol i næste uge, men forventer ikke mirakler. Måske er det her det bedste, det kan blive. Jeg tager min medicin, som jeg skal, og jeg har ikke glemt den en eneste gang. Det er måske bare den nye normal.

One Comment Tilføj dine

  1. Øv! Der er intet at sige til, det er en mavepuster. Selvom det ikke er en kastrofe, og relativt almindeligt, må man gerne synes det er hårdt og kræver tilvænning at ende i en bestemt kasse.
    Håber du finder den kombi medicin, der giver dig det met harmoniske forløb.

    Og rigtig god jul ♥️

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.