mammalade

Schnitzelfest hos Schnitzelei i Berlin Mitte

Min mand holder meget af en god wiener schnitzel, og jeg er ikke den store fan (fik et helt livs ration af skamstegte tørre schnitzler som barn) – men det hører bare til, når man er i Tyskland om vinteren. Så jeg fandt frem til Schnitzelei. Dem er der to af i Berlin – og så er de i familie med Nola’s i Weinbergsparken, hvor vi spiste for længe siden. Dengang vores søn sov i klapvognen.

Gris eller kalv? Wienerschnitzel er altid kalvekød. Schnitzel Wiener Art er gris. Vi overholder nok ikke helt dén regel herhjemme i DK, men syd for grænsen skulle den være god nok

Vi kom for sent ud af døren og var nødt til at ta’ en taxa. Schnitzelei ligger i en baggård, og vi blev sat af ved Chausseestrasse 8 og gik ind i den pågældende baggård – og der lå den hyggeligste restaurant og lyste op i mørket.

Efter at have vist Coronapas og billed-id blev vi vist på plads og fik en lille alkoholfri velkomstdrink baseret på øl. Også vores søn.

Knægten bestilte wiener schnitzel, jeg bestilte jægerschnitzel og min mand fik bayrisk schnitzel.

Den bayriske schnitzel var en Schwäbisch-Hallisches schnitzel af gris marineret med sød sennep og peberrod, stegt i hjemmelavet panering baseret på brød, serveret med en varm kartoffelsalat med bacon.

Min jægerschnitzel var et stykke tyndt skåret Simmenthaler Weide-Roastbeef med champignonflødesauce og spätzle.

Wienerschnitzlen var en tynd kalveschnitzel stegt i hjemmelavet panering baseret på brødkrummer med stegte kartofler.

Det var supergod mad – og der var nok af den! Selvom schnitzlerne ser gigantiske ud, skal man lige ta’ med, at de er banket tyndt ud. De gør en del ud af, at deres panering er hjemmelavet og baseret på brødkrummer. Det er ikke en overdrivelse – deres panering sidder lige i skabet.

Selvom jeg mest er til grøn og ikke så meget til brun mad, så er jeg begejstret for maden på Schnitzelei. Min jægerschnitzel var mør og smagte vildt godt. Jeg elsker spätzle og champignon-flødesauce…

Bagefter gik vi hjem gennem det gamle jødiske kvarter, forbi synagogen, Mon Bijou park, Hackescher Markt …