I December har vi fokus på julehygge, og listen er lang. I December har min mand også fødselsdag, og denne gang er landet ikke lukket ned (endnu?), så vi kan i år hylde ham, som han fortjener. Håber jeg. Man ved jo aldrig med Corona i håret.. I december er planen, at vi skal ..

• Fejre og hylde min mand med dejlige julegaver, gæster og hygge
• Sætte full speed på julebagningen; vi er faktisk lidt på forkant med pebernødder og brunkager – men vi mangler at bage Snefnug, pebernødder og brænde mandler ..
• Lave en plan over julen og ikke mindst se at få pyntet op til jul (der hænger vi igen i år i bremsen), få skaffet et træ, få det pyntet og smidt ud 25/12.
• Få forfattet nogle knaldgode ønskesedler på Ønskeskyen – det er så brandsmart, at man kan reservere gaver på hinandens lister, så man undgår dobbeltgængere under træet. Fed app – som også kan tilgås på computeren som website. Love it!
• Spise julemüsli
• Styr på julegaverne – sørge for at få det hele bestilt online i år. Hey Amazon, vi er på vej 😀
• Forberede eksamen på ledelseskursus i januar – jeg skal aflevere problemformulering inden jul. Det forekom som en supergod ide at læse Ledelse i Praksis, men jeg burde have tjekket timingen… Skolegang, lektier og eksamen rimer ikke på jul.
• Navigere i smitteudbruddet i knægtens klasse, som startede i slutningen af november på deres lejrskole. Det gælder om at holde hovedet koldt, læse op på regler for nære kontakter og så følge dem. Vi bakker op omkring en så normal skolegang som muligt, selvom smitten breder sig i klassen. Det handler om IKKE at gå i panik og (prøve hårdt på at) være det her center af ro, som gør, at knægten tør gå i skole og tør stole på, at han er beskyttet af sin vaccine.
• Prøve at bevare optimismen i endnu en coronaramt jul. Det er ikke den store overraskelse, at Corona breder sig i skolen. Det var jo det, der blev varslet i sommer, men som jeg ikke rigtig tog notits af. Vi sørgede for, at knægten blev vaccineret, så snart han blev 12 år og 1 uge, så vi fik handlet i tide. Ellers har jeg fuld-ignoreret alle dystermulerne, og nu er det her så.
• Både mand og barn skal gå lucia. Det niver i morhjertet, for det er formentlig sidste gang, at knægten går lucia (medmindre han følger i sin fars fodspor og via sit job på et tidspunkt får mulighed for at glæde ældre mennesker med et smukt luciaoptog).
• …..

Jeg fik aldrig ramt ‘udgiv’ knappen på dette indlæg, før vi var halvvejs gennem december. Julen er nærmest trængt i baggrunden af en ny coronavariant, der hedder omikron. Dystermulerne står i kø med alle deres smittetal, restriktioner, trusler om restriktioner, prognoser og pis.

Jeg orker ikke mere corona; jeg er mør, ømskindet og irritabel. Præcis som resten af verden. Det er svært at bevare optimismen. Især smitte blandt børn er noget, der udløser frygt, og frygt gør uforudsigelige ting ved folk. Vores reaktionsmønstre er ikke som normalt, og selv blandt mennesker, man ellers deler fælles formål med, skilles vandene. Det er svært at navigere i, og det føles som verden er gået fra forstanden.

Jeg var så heldig at få 3. stik i lørdags, så den sag er i orden. Knægten er i hjemmeskole, og bortset fra et mindre uheld med en smeltet plasticpose på en tændt kogeplade, så er det gået godt den første dag. Jeg glæder mig til jul, men jeg er også nervøs for om det kommer til at gå efter planen. Og hvordan mon det bliver med nytår i Berlin?