Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

Oh so angry chicken – Berlin

Vi skulle bare lige ha’ en lille snack nytårsdag. Vi er mange gange gået forbi Oh so angry chicken – og nu skulle det være! Det var 14C varmt, så vi kunne snildt sidde udenfor.

Vi bestilte en box med chicken bites, dressing, fritter og kimchi. Det var voldsomt lækkert. Knasende sprøde chicken bites, lækker saftig kylling i god kvalitet, gode fritter og fantastisk temperamentsfuld kimchi.

Så var vi klar til årets sidste aften 😅

Besøg den vrede kylling på Rosa Lux Strasse eller Oranienstrasse. Selve stedet er meget lille og har et fantastisk funky design. Priserne er lave, og der er smæk på smagen 🥬🌶

Oh so Angry Chickens hjemmeside.

Schnitzelfest hos Schnitzelei i Berlin Mitte

Min mand holder meget af en god wiener schnitzel, og jeg er ikke den store fan (fik et helt livs ration af skamstegte tørre schnitzler som barn) – men det hører bare til, når man er i Tyskland om vinteren. Så jeg fandt frem til Schnitzelei. Dem er der to af i Berlin – og så er de i familie med Nola’s i Weinbergsparken, hvor vi spiste for længe siden. Dengang vores søn sov i klapvognen.

Gris eller kalv? Wienerschnitzel er altid kalvekød. Schnitzel Wiener Art er gris. Vi overholder nok ikke helt dén regel herhjemme i DK, men syd for grænsen skulle den være god nok 😅

Vi kom for sent ud af døren og var nødt til at ta’ en taxa. Schnitzelei ligger i en baggård, og vi blev sat af ved Chausseestrasse 8 og gik ind i den pågældende baggård – og der lå den hyggeligste restaurant og lyste op i mørket.

Efter at have vist Coronapas og billed-id blev vi vist på plads og fik en lille alkoholfri velkomstdrink baseret på øl. Også vores søn.

Knægten bestilte wiener schnitzel, jeg bestilte jægerschnitzel og min mand fik bayrisk schnitzel.

Den bayriske schnitzel var en Schwäbisch-Hallisches schnitzel af gris marineret med sød sennep og peberrod, stegt i hjemmelavet panering baseret på brød, serveret med en varm kartoffelsalat med bacon.

Min jægerschnitzel var et stykke tyndt skåret Simmenthaler Weide-Roastbeef med champignonflødesauce og spätzle.

Wienerschnitzlen var en tynd kalveschnitzel stegt i hjemmelavet panering baseret på brødkrummer med stegte kartofler.

Det var supergod mad – og der var nok af den! Selvom schnitzlerne ser gigantiske ud, skal man lige ta’ med, at de er banket tyndt ud. De gør en del ud af, at deres panering er hjemmelavet og baseret på brødkrummer. Det er ikke en overdrivelse – deres panering sidder lige i skabet.

Selvom jeg mest er til grøn og ikke så meget til brun mad, så er jeg begejstret for maden på Schnitzelei. Min jægerschnitzel var mør og smagte vildt godt. Jeg elsker spätzle og champignon-flødesauce…

Bagefter gik vi hjem gennem det gamle jødiske kvarter, forbi synagogen, Mon Bijou park, Hackescher Markt …

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

Årets korteste dag

Som Laura altid sagde, så er det altid mørkest lige før daggry. Det er rigtigt på flere planer. Når jeg tager på arbejde, så er jeg godt i gang inden daggry, og da er det bælgmørkt.

Men også i forhold til Corona, så er det åbenbart også mørkest lige før daggry. Vi skal gennem den sværeste måned i pandemien i januar, siger Tyra Grove Krause i denne artikel fra Washington Post. Det er som det er. Jeg tror, at hun har ret. Men så håber jeg også, at det lysner derefter.

Normalt er det i dag vinterens mørkeste og korteste dag, og herfra går det mod forår, sommer og lyse tider. Vi ved godt, at størstedelen af den tunge og mørke vinter ligger foran os. Men alligevel er det et vendepunkt.

Skal vi ikke vedtage det?

Photo by Anna Shvets on Pexels.com

Vandreferie og hælspore

Vi gik rundt i Amsterdam, og vi gik mellem 10-19.000 skridt om dagen. Det er så nemt at glemme, at man er træt, når der rundt om hvert gadehjørne lurer nye opdagelser. Og Amsterdam er sådan. Omkring hvert hjørne, på hver en bro over hver en kanal, så stopper man op og kigger betaget på udsigten. Husene er smukke, træernes gule blade var smukke, altså det var bare nemt at glemme, at man (jeg) havde seriøst ondt i fødderne.

Jeg havde ellers varmet op i ugerne op til ferien og var oppe på at gå 10.000 skridt igen i ugen op til ferien. På grund af min hælspore har jeg ikke gået mere end cirka 2-3.000 skridt om dagen det sidste halve års tid. Når jeg holder mig på max. 2.500 skridt om dagen, har jeg nemlig ingen smerter i min hæl. Og jeg tænkte, at det måske var gået væk. Boy, was I wrong.

Her 2 uger efter ferien er mine smerter i hælen værre end nogensinde. Jeg kan ikke stå/hvile på venstre hæl, og de første skridt om morgenen er hæslige.

Høje hæle letter presset på hælen lidt, så det virker aflastende. De første mange skridt om morgenen er simpelthen så smertefulde. Når jeg sidder i sofaen om aftenen, kan jeg ikke finde hvile. Det samme når jeg er på arbejde. Det føles som om der er en knogle, der er på vej ud af hælen, og det gør ondt nærmest konstant.

Jeg har fået en tid hos lægen mandag, for det er uudholdeligt – undtagen når jeg går en tur. Når foden er varm er det næsten ok. Cykling er også udelukket. Det har samme effekt. Det er PÆNT frustrerende, at noget så hverdagsagtigt som at gå nærmest er invaliderende.

Nu har jeg jo prøvet i over et halvt år at gå mindst muligt, og det hjalp, men så snart jeg øger antallet af skridt til omkring 10.000 daglige skridt, så bliver jeg straffet med smerter fra helvede. Og jeg har taget 8 kilo på af at undgå at gå, og ddt lægger jo yderligere pres på fødderne. Det kan ikke blive ved med at gå. Derfor prøver jeg nu at gå, selvom det gør voldsomt ondt. Jeg håber, at det går væk eller at min krop vænner sig til de 10.000 skridt og holder op med at gøre ondt.

Jeg har læst bl.a. på Netdoktor, at tilstanden ‘brænder ud’ efter 1 1/2 – 2 år. Det er meget snart, at det så skal se at brænde ud, for det startede i marts 2020, da jeg begyndte at gå 10.000 skridt om dagen under første nedluk.

Har du prøvet at have hælspore? Hvordan fik du det væk?