Corona – var det dét?!

Efter de 4 obligatoriske dage med Coronakarantæne sammen med sønnen er vi nu tilbage blandt mennesker. Jeg har lidt løbenæse og lidt hoste, men jeg føler mig generelt genoplivet. Og lettet og forundret over, at det bare var det. Er det det, vi har frygtet i to stive år? Ejj, jeg ved godt, at vi er vaccinerede, og vi har fået den mildeste version, men alligevel .. Det er ikke engang så slemt som en almindelig forkølelse. Jeg er glad og lettet over, at det er overstået både for min søn og jeg. Ingen tests i 12 uger. Og til den tid er det forår!

Ingen bekymring for en kæp i hjulet på vores mange forårsplaner:

  • Min 50 års fødselsdag
  • Overnatning og morgenmad i en af Rørvig Centrets hyggelige hytter
  • En tur til London
  • Ud at flyve for første gang i 2 1/2 år!
  • Sarah Connor koncert i Berlin
  • Aha koncert
  • Duran Duran koncert
  • Påskeferie i sommerhus

Min mand testede positiv på en kviktest i morges, så nu skal han PCR testes og gennem en uges tid med corona. Krydser fingre for, at han slipper så let som os. Knægten var i skole i dag, og jeg var tilbage på job efter at have arbejdet hjemme i sidste uge.

Sådan kom jeg gennem corona:

  • Forvent ingen eller lette symptomer. Hvorfor? Fordi man i vid udstrækning får de symptomer, man forventer. Ja, det er dokumenteret!
  • Sov kun om natten. Oprethold en normal hverdagsrutine. Stå op, ta’ bad, make up på og arbejd. Bevar fokus på noget andet.
  • Sørg for at sove lidt længere; normalt står jeg op 5:35 – men jeg sov til mellem 7-7:45.
  • Hold fødderne varme.
  • Jeg drak rigeligt vand, samt rigeligt Echinaforce hver dag.
  • Jeg huskede mine fiskeoliepiller og min daglige Berocca med appelsinsmag. Berocca indeholder et kompleks af Vitamin B2, B3, B5, B12, Vitamin C, zink og magnesium, som tilsammen modvirker træthed (jeg spiser dem primært for deres effekt på min hud).
  • Og så ellers bland selv slik fra Laberlarven.dk 🍬🍭
  • Sørg for at have smertestillende piller nok. Jeg spiste 2 flu-piller fra Boots den ene dag, hvor det var værst – de er verdensklasse!

Et positivt mindset 🦠

Vinterferie! Knægten glædede sig til at game, sove og gentage. Jeg var bare glad for, at det var weekend. Jeg var træt ovenpå en hård uge, og jeg var øm efter 4x træning i ugens løb, senest lørdag eftermiddag. Jeg er for alvor kommet i gang, min krop reagerer så fint på at blive udfordret med tunge vægte.

Søndag var knægten i bio med en god ven, og på hjemvejen var vi lige et sving forbi testcenteret for at få en rutinetest. Vi blev testet alle tre, og vi grinede af, at Corona jo ikke bider på os. Jinx, knægtens test var positiv. Min mand og jeg var negative. Ind og bestille tid til PCR – vi fik lynbørge en tid allerede et par timer senere!

Mandag morgen var der svar: Knægten er utvivlsomt positiv. Syg er han ikke. Lidt snottet, men ellers ikke nogen symptomer. Både min kvik- og PCR test søndag var negativ, men jeg havde en smule kriller i halsen, og jeg var begyndt at hoste lidt igen efter en lille uges pause. Hoste er jo Coronasymptomer, så jeg tænkte, at det ville være rettidig omhu at arbejde hjemme i arbejds-hygge-iso sammen med knægten. Mandag havde jeg en supergo’ hjemmearbejdsdag, jeg følte mig ikke syg. Sidst på dagen havde jeg tid til en PCR test igen.

Tirsdag morgen tog jeg en hjemmetest – først en runde med vatpinden i halsen og derefter i næsen. Bum, den var positiv efter bare 6-7 minutter. Jeg var ikke synderlig overrasket, for jeg hoster og har en let irriteret hals, men det er langt fra så slemt som fx halsbetændelse.

Spændende hvordan det udvikler sig. Og ja, min PCR test mandag aften viste sig også at være positiv, så nu går vi officielt i iso 😀

Vi startede med at fouragere på Laberlarven og på Motatos – for smagssansen er bestemt ikke røget endnu 😀

Sikke et cirkus!!

Februarlisten

Februar starter så fint med, at vi smider mundbindet. Det ser lysere ud. Det ved jeg egentlig ikke, om man kan sige, men jeg har besluttet mig til, at det her pis med corona er slut. Jeg er ikke en af dem, der føler mig utryg uden mundbind. Jeg føler mig lidt nøgen. På den gode måde. Men jeg nyder det!

I februar vil jeg nyde det sidste bid af 40’erne. Jeg bliver 50 på månedens sidste dag, og nu hvor jeg har bestået min eksamen i mandags, er jeg ved at få ro i hovedet til at tænke lidt over, hvordan det skal fejres.

  • Jeg vil lægge planer i februar
  • Jeg vil træne mere intensivt og hårdere 4x om ugen
  • Fråde i nogle lækre Fastelavnsboller
  • Udveksle julegaver med min far (tak, corona)
  • Lysfestival i København
  • Vinter-Tivoli ❄️
  • Fejre min 50 års fødselsdag
  • Planlægge martsturen til London 🇬🇧

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin