Vi var til A-ha koncert forleden. Omsider. Min far sagde nej sidste gang jeg ville til A-ha koncert, men denne gang var der intet, der skulle stoppe min mand og jeg. Troede jeg. Jeg gav billetterne til ham i julegave i 2019. Så kom Corona på tværs, og koncerten blev udsat flere gange. Men omsider oprandt dagen!

Vi havde ståpladser – heldigvis! Vi kom til at stå rigtig tæt på scenen, og det var en stor oplevelse at høre de gamle sange. Det er så vildt, at Morten Harket stadig kan synge så smukt, altså.

Men det var lidt spøjst alligevel. A-ha kan ikke fordrage hinanden. De er blevet uvenner – du skal se filmen om dem for at forstå, hvor slemt det står til. Det kan ikke bare fikses. Og det kan altså mærkes blandt publikum, at de er tre satellitter.

Når det er sagt, så handler det om musikken, fabelagtige sange og Morten Harkets ufattelige stemme. Og om at være teenager med moodswings. Jeg havde glemt, at det ikke er festmusik, men at musikken dengang appellerede til mig pga sin nordic noir stemning. På scenen var musikken akkompagneret af de flotteste uvejrsbilleder fra Norges vilde landskab.

Det var en supergo’ koncert! Supertarveligt, at min far sagde nej til at jeg kunne opleve dem i 1986/87 😅