Vi landede 12:15 i Berlin onsdag – og lettede fra Berlin igen 13:40 torsdag. Verdens korteste tur til Berlin. Men hellere en lille bid end slet ikke noget.
Toget fra lufthavnen tager en lille times tid, og så ramte vi jorden i fuldt firspring.
Five Guys burger – så er teenageren happy!
I Berlin gik vi nærmest direkte fra toget til Five Guys på Alexanderplatz. Vi fik hver en lille cheese burger. De andre fik shakes, men jeg fik en Coke Remix med refill. Jeg kørte Vanilla Coke, Raspberry Coke og Cherry Vanilla Coke. Den sidste er klart min favorit 🍒
Saturn Gamers Xperion
Vi gik en tur i Saturn på Alexanderplatz, hvor sønnen og jeg tilbragte en rum tid i deres nye gamers lounge, Xperion, på øverste etage. Er du mor til en gamler, eller er du selv gamer, så må du til Berlin! Læs mere her!
Efter Saturn gik vi i Alexa, fordi teenageren skulle kigge efter noget ltd edition tøj i UniQlo. Jeg smuttede lige i Kiko og stockede op på mine makeupcremer.
Ingen tur uden Kaufland
Derefter gik vi strålende sol over til Kaufland og købte drikkevarer til om aftenen i vores lejlighed. Müller Milch limited edition, Fritz Cola, Die Limo … og en masse Haribo til €0,99. Jeg købte min nye favorit HARIBO Primavera Abrikos & Fersken Limited Edition, købte desværre kun en enkelt skaldet pose – jeg skulle have købt en kasse!! Voldsomt godt slik!
I Kaufland lå de fineste og lækreste hvide asparges og fristede. Det er nemlig Spargel Zeit i Tyskland. Spargel og Hollandaise med skinke. Mums.
Cookies fra Round & Edgy
Vi gik med vores indkøb via Dircksenstrasse i retning af vores lejlighed og kom ‘tilfældigt’ forbi Round & Edgy Cookies i Rochstrasse. Jeg købte en cookie til senere. Valget faldt på en White Choc Burned Macadamia Cookie, som består af lys vanilje cookie-dej med hvid chokolade chunks og store karamelliserede saltede macadamians (min yndlingsnød). Hils på den her.
Kaffe hos farmand
Vi gik over i vores lejlighed i Alte Schönhauser Strasse og efterlod vores rullekufferter. Dejligt at slippe for dem! Derefter gik vi ned til vores farmand – Father Carpenter. Vi købte et par flat white to go. Mmmm .. det er simpelthen verdens bedste kop kaffe.
Rundt i vores yndlingskvarter
Vi gik stille og roligt gennem vores kvarter og nød det for fulde drag – forbi The Alley, hvor køen altid er lang for at få en bubble tea. Forbi H&M Mitte Garten, som er min favorit-H&M. Jeg modstod fristelsen til at sprinte ind. H&M kan vente. Vi gik forbi Hackescher Markt.
Vi satte kursen mod teenagerens favoritbutik, Figuya.com. Men på vej derned blev vi lokket ind hos Cinnamood. Vi var meget i tvivl om hvilken cinnaroll, vi skulle vælge, for de så alle knaldgode ud. Knægten valgte en Oreos Cinnaroll. Virkelig god og skummel. Jeg MÅ tilbage og smage de andre varianter.
Vi tog toget til Friedrichstrasse, hvor vi gik i Dussmann og kiggede på lækre sager. Jeg købte 500 Hidden Secrets om LA og om San Fransisco. Elsker de bøger. Derefter tog vi bussen til Breitscheidplatz og gik en runde på pladsen, hvorefter vi gik i Primark. Jeg stockede op på trusser og fandt en fin sort bluse.
Middag på Hako Ramen
Derefter var klokken blevet mange, og vi satte kurs mod Kastanien Allee og ramen restauranten Hako, hvor vi havde bestilt bord 19:15. Vi fik en superlækker ramen, samt nogle dejtasker (dumplings .. haha) til forret.
Bagefter gik vi op ad Kastanien Allee til Eberswalder Strasse station – og det skønne travle Konnopkekryds. Det er virkelig et fedt sted, og jeg fik taget så fede billeder. Jeg var også centimeter fra at blive kørt ned af en cyklist i kampen for det fedeste foto, men jeg forblev uskadt (cyklisten ligeså).
Knægten råbte pludselig “SKYD! NU! Det er perfekt NU – der er ikke nogen!” – og det var der mærkeligt nok ikke. Så jeg fik et foto af stationens to trapper helt uden mennesker på. Midt i myldretiden.
Jeg foreslog at gå tilbage til lejligheden ad Kastanien Allée, men det var simpelthen for koldt, så vi hoppede på en tram. Jeg sad med næsen mod ruden. Kastanien Allee/Weinbergsweg er nogle af mine favoritgader i Berlin.
Vi stod af på Rosenthaler Platz – min favoritplads. Jeg bliver glad i låget af at stå der. Der er travlt, urbant og fedt på en gang. Solen var gået ned, og det var tusmørke. Vi gik hjem derfra. På det tidspunkt var vi godt trætte i benene efter at have gået små 18 kilometer i Berlins gader 😀
