Altså, den der USA tur. Jeg glædede mig nærmest ikke til den .. ok, det er faktisk en overdrivelse, for jeg glædede mig helt vildt til det – men jeg var også samtidig forrykt bange og absurd bekymret for de mærkeligste ting skulle ske på rejsen.

Jeg var sikker på, at

• vores bil ville blive tømt af tyve
• alt mit tøj ville blive stjålet
• vi ville blive væk i ørkenen
• at bilen ville bryde sammen i 50C varme
• vi ville dø af tørst i ørkenen
• og blive fundet om 50 år siddende som skeletter i bilen
• …

Intet af det skete, men jeg undrer mig over, hvor alle bekymringerne kom fra? Og hvordan undgår jeg det fremover?

Jeg har aldrig haft det så slemt før. Jeg er normalt ubekymret og tænker, at alt nok skal gå. Men denne gang.

Det var virkelig slemt. Rejsefeber .. nærmest rejseangst. Jeg var rasende på mig selv. Det ødelagde forventningens glæde og gjorde meget af tiden op til ferien til et sandt helvede. Jeg nægter at være så bange og bekymret.

Så jeg tog ikke mine yndlingssommerkjoler med. Til gengæld havde jeg vanddunke med, så vi havde 10 liter vand i bilen i Nevadas ørken. Som jeg så hældte ud i Yosemite 😑

Jeg mindes en samtale mellem min farmor og hendes veninde, Edith, da de skulle på charterferie til Rhodos i en høj alder:

“Har du rejsefeber?” Spurgte min farmor Edith. “Ork nej” svarede Edith. “Det har jeg heller aldrig” sagde min farmor bestemt. “Men jeg har ikke lukket et øje i nat” tilføjede Edith. “Det har jeg heller ikke” svarede min farmor.

Har jeg arvet rejsefeber fra min farmor? Eller er jeg kommet i bekymringsalderen? Det orker jeg ikke!