Skolestart i 7. klasse. Kæmpestort for os forældre, mindre biggie for knægten. 3 år tilbage i folkeren. Jeg har svært ved at forstå det, men jeg kan jo godt se, at han har fået en ung mands krop og sind. Og at han er på vej ud i verden.

Vi er ikke længere hele hans verden, ofte står vi nok mest i vejen – og nu kigger han endda lige hen over mig ud i verden.

Når han så omsider kigger ned på mig, er det med et stort grin og med tindrende kærlige øjne, og jeg smelter simpelthen. Han læser mig som en åben bog. Og indimellem får jeg et kram, der får mine ribben til at vånde sig. Det er de bedste øjeblikke, og de bliver færre, og det er okay, selvom det niver. Jeg elsker hvert sekund med ham.

Det er den vildeste rejse, jeg har været på – at være livsvidne til hans udvikling og hans liv.

Jeg protesterer, når han udtrykker sin hårde og nådesløse selvkritik .. Forstår du OVERHOVEDET ikke, hvor fantastisk du er?!!