Snooze and miss the moment.

Vi fejrede min mors sidste fødselsdag i dag for 25 år siden. Kræften var vendt tilbage. Hun fyldte 58 år.

Jeg sad ved siden af, da lægen sagde til hende, at hun var døende i telefonen. Koldt, hårdt, ufølsomt. Får du smerter, kan du spise Panodil, kontakt egen læge, du er ikke længere tilknyttet kræftafdelingen -for det er man ikke, når man uhelbredeligt syg af kræft. Så er man ude af systemet. Afsluttet. On your own, kid.

Jeg så min mor falde fra hinanden, da hun fik den besked lige der, på Ndr. Paradisvej med den grønne telefon i hånden.

Jeg husker øjeblikket tydeligt. Husker dagen. Sekunderne. Splinterne. Angsten i min mors øjne ved udsigten til kræft, spredning, død.

I dag, for 25 år siden. 3 måneder senere var hun død.

Så når folk ryger, tænker jeg altid på det.

Prisen.