Det er fandenfløjteme hårdt at have et liv ved siden af perimenopause for mit vedkommende. For mig er det at etablere frirum vigtigt, hvor jeg går ud af hovedet, og det kun handler om kroppen.

For min træning er det, der får det hele til at hænge sammen. For at få mere energi, er jeg nødt til at bruge mere energi, og det gør jeg til træning.

Fordi jeg styrketræner og rent faktisk bliver stærkere, så har jeg åbenbart vakt min indre Brian til live.

For det er åbenbart sådan, at indeni mig bor der en forholdsvis primitiv person, der mest af alt minder om en Brian, som vi alle kender fra træningscentret; en ordentlig bøf, der gerne vil have endnu større muller og være stærkere end alle andre. Høhøtypen med tatoveringer og tank top, du kender ham nok 😃

Jeg elsker, at kog har den side også, for ‘han’ er også en drivkraft. Jeg oplever, at i takt med, at jeg er kommet i kontakt med min indre Brian og er blevet fysisk stærkere, så er jeg også blevet mere robust mentalt og har fået større selvtillid.

Når jeg ser fotos af mig selv fra julen, ser jeg objektivt en midaldrende kvinde med dobbelthage, love handles osv, men det rører mig ikke længere, for når jeg står foran spejlet i fitten og tager 2×16 kilos håndvægte ned fra reolen for at køre bryst pres, så ser jeg ild i mine øjne.

Og dén ild er vigtigere for mig end noget andet, for den flytter mig og den rykker min familie og andre omkring mig, der er klar til det.

Måske er det noget, du kan bruge. Styrk din fysik, og dit hoved følger med. Min oplevelse er, at det giver ro at føle sig fysisk stærk og robust, fremfor overvældet og forsvarsløs. På den måde kan du tricke din hjerne til at tro på dig selv igen.