Fitfobi opstår ofte på sociale medier, fordi folk skriver de ondeste ting om hinandens træning og form ud fra et billede eller en video. Det kan godt virke afskrækkende, hvis man sidder ved sin skærm og overvejer at melde sig ind i et fitnesscenter. Det er kun på sociale medier, at man møder idioter, der nedgør hinanden på den måde.

Men det afspejler ikke virkeligheden: Kom ned i fitten. Jeg har aldrig mødt nogen i træningscentret, der ikke vil hjælpe eller heppe på dig 

Jeg kom selv i gang med styrketræning ved at prikke den største gut på skulderen i træningscentret og spørge “Kan du hjælpe mig i gang med at styrketræne?”. Han kiggede op og ned af mig, grinede højt og sagde “njæh”. Det tog jeg som et ja og hang på. Det var sygt hårdt, jeg blev presset til grænsen, for han skulle jo lige teste, om han kunne få mig til at give op. Jeg nægtede at give op, selvom jeg både kravlede hjem i smerte og vågnede op i smerte i dagene efter. Han lærte mig the basics, og jeg er så taknemmelig for det.

Det er cirka 25 år siden! I dag styrketræner jeg 5x om ugen med uformindsket glæde. Det er den fedeste sport.

Inden da havde min veninde og jeg fået lagt et program af en personlig træner, som satte os i gang med et timelangt træningsprogram, som vi kørte fuldstændig død i. Ingen udvikling, bare masser af øvelser, og jeg hadede det indædt med hver en fiber i min krop. Jeg kunne have opgivet det hele lige der og bare være fortsat med aerobic, funk, combat og pump.

Meeen … Samtidig kunne jeg andre opnå effekt og se, at de lavede helt andre øvelser end vores dræber-begynderprogram, og det var der, jeg tænkte: ‘det vil jeg også’!

Jeg tænker altid på følelsen, jeg havde dengang, af ikke at vide, hvor jeg skulle starte. Jeg var bange for at gøre alting forkert og være til grin. Så hver gang nogen spørger mig, hjælper jeg. Altid.

Så afsted til fitten. Folk ser målrettede ud, men spørg endelig   Det er et kærligt miljø, for alle ved, at du har et mål og er i en proces, så du ikke bliver bedømt på udseende, men på indsats. Alene det, at du er der, giver respekt.

Den hårdeste øvelse er at komme hen i fitnesscentret: Alle, der træner, ved, at den hårdeste øvelse i fitnesscentret er at komme derhen, og den har du nailet, når du er der 
Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har fortrudt en træning og er gået hjem uden at træne, når jeg først er kommet derhen.

Jeg træner i et almindeligt fitnesscenter om morgenen 7:30-8:30. Jeg har det meste for mig selv. Og så møder jeg de sødeste og gladeste pensionister. “Go’ morgenfrue”, siger vi til hinanden.

Især en af dem er mit idol. Jeg tror, at hun er 85-90 år. Hun kommer stort set hver morgen i sin lyserøde bil, med rød læbestift, fuld makeup og med håret opsat i en knold. Hun stavrer hen til sofacyklen, smider dynefrakken på en stol, tager headphones på, finder musik på sin iphone, hilser god morgen til os andre, og SÅ går det ellers løs med at få tæsket dén cykel.

Jeg vil være præcis som hende, når jeg når hendes alder. Og så gælder det jo om at holde ved. Jeg kan se, at det virker!

De unge fra gym er der ml 15-18. Det er jeg så helt klart ikke. Det er ikke min crowd.

Morgenholdet er min crowd