Påskeferien synger på allersidste vers. En aldeles fantastisk påske her i Ebbeløkke. Jeg sidder på terrassen og dovner, mens jeg får lidt sol på mit vinterblege legeme, mens jeg lytter til bølgernes fjerne brusen, vindens susen i træerne, koglernes knipsen og fuglenes forårssang.
Det er SÅ skønt, og jeg har ro indeni. Ok, der er en smule uro, men ikke mere end at jeg kan ignorere det og koncentrere mig om at være her nu.
Vi udskyder hverdagen til på onsdag. I morgen kl 10:30 skal vi forlade vores hus, og så er ferien forbi.
Jeg har pakket påskepynten væk, pakket sønnens tøj og mit eget. Vi har snart spist og drukket resterne i vores køleskab. Resten pakker vi ned og tager med hjem.
I aften kører vi til Rørvig for at få en Rørvigburger. Det er tradition. Siden 90erne har der været Rørvigburgere på menuen her i sommerlandet.
Oprindelig fik vi os en Rørvigburger som et skønt afbræk i en uendelig dag på stranden eller som medicin mod tømmermænd efter en lang nat på det lokale diskotek.
Nu som god aftensmad som alle elsker, fordi en Rørvigburger er SÅ lækker ❤️ gerne som menu, med ost, hvidløg og et unikt drys af stjernestunder, dejlige minder og ren nostalgi.