Andet stik: Verden er i farver igen!

Lørdag 20:20 havde jeg tid til mit andet stik. Vi skulle egentlig have været afsted på ferie tidligt lørdag morgen, men udskød det til søndag morgen pga. vaccinationen.

Da vi så gik videre i EM, viste det sig at være midt i – eller i hvert fald i slutningen af en de allervigtigste fodboldkampe siden ‘92. V

i hørte de sidste 2 mål i bilen, og jeg fik mit stik i ført min gamle landsholdstrøje. En for alle … 🇩🇰😜

Og i morgen klokken 3:30 ringer vækkeuret, og vi skal afsted på ferie! Alt er pakket og klart, og vi er forberedt til tænderne på at være nogle af de første turister i et nyt og anderledes Europa efter pandemiens hærgen.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Subject to change

Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

  • Rejse mere
  • Samle oplevelser
  • Gå til koncerter
  • Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
  • Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
  • Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne
Photo by Caio on Pexels.com

Den første turist i Europa

Jeg var ikke den største TV2 fan, og jeg regnede egentlig ikke med at det skulle ændre sig. Lige indtil i sidste uge, da jeg hørte “Den sidste turist i Europa”. Den ramte mig lige i hjertet. Gåsehud. Ordene, billederne, Steffen Brandts stemme .. Sangen beskriver Europas krise, og hvor vigtigt det er, at vi tager Europa seriøst og ikke for givet.

Vi kan ikke længere bare regne med, at Europa er et gensidigt forpligtende sammenhold. Europa er kendetegnet ved at være mange suveræne lande med store forskelligheder – og på trods af dette, ville vi hinanden efter krigen. Vi bøjede os mod hinanden, for vi så resultatet af det modsatte. Vi har brug for hinanden, og vi hænger sammen, fordi vi geografisk er så tæt. For mig er Europa uendelige muligheder, ikke en klods om benet.

Det er en gendigtning af en gammel sang fra 1948 af Mogens Dam, som blev sunget af den danske sangerinde Lulu Ziegler. “Den sidste turist i Europa” handlede oprindelig om Europa efter 2. verdenskrig, der lagde Europa i ruiner. Sangen handler om det håb, man nærede om, at Europa ville rejse sig af asken påny. Det tog som bekendt mange år, før jerntæppet faldt og Europa blev genforenet. I mellemtiden havde vi vænnet os til et Europa på 1/2 størrelse. Jeg voksede op med det.

Det ændrede sig for mit vedkommende i 90erne, da muren faldt. Jeg fik en tysk kæreste, og friheden var berusende. Vi kunne køre hvorhen vi ville. Vi kunne køre til Berlin og gå i byen, hvis vi ville! Vi var fuldstændig frie, vi kom fra Europa, talte godt nok forskellige sprog, men var ellers var vi ret ens.

Sangen udtrykker den følelse af at være europæer, som jeg fuldstændig kan identificere mig med. Den voksede i mig i 90erne og blev styrket i 1992, da vi sagde nej til Maastricht aftalen. Det var fuldstændig ufatteligt for mig, da det skete. Jeg var 20 år, og Europa var (og er) mit hjem. Jeg er dansk europæer. Det har ikke ændret sig.

Se videoen og lyt til ordene. Det tager 10 minutter. Gåsehud og tårer i øjnene, det lover jeg dig. Danmark og Europa er i krise. Klarer man sig bedst gennem en krise ved at stå alene? Jeg tvivler. Jeg mener, at Europa er værd at kæmpe for. Vi kan ikke tage det for givet, for vi hænger sammen uanset hvad. Intet land i Europa er en ø.

Vi rejser ud som nogle af de første turister i det nye Europa efter Coronaen. Vi har pligt til ikke at glemme Europas døde og støtte de overlevende. Det er samfundssind at rejse ud.

Præcis som mine bedsteforældre rejste gennem Europa efter krigen og var vidne til ødelæggelserne. Min mor var ikke engang 10 år, da hun så et Tyskland, der var fuldstændig ødelagt. De besøgte Ørnereden, og kørte bl.a. gennem Hamburg og München. Min morfar ville se det med sine egne øjne for at forstå omfanget.

Citat til eftertanke

Tro mig, hvis du var spærret inde i halvandet år, så kan det nogle gange blive for meget for dig. Men følelser kan ikke ignoreres, uanset hvor uretfærdige eller utaknemmelige de virker.

Jeg længes efter at cykle, danse, fløjte, se verden, føle mig ung og vide, at jeg er fri – og alligevel kan jeg ikke vise det for nogen.

Forestil dig hvad der ville ske, hvis vi alle otte skulle have ondt af os selv eller gå rundt med utilfredsheden lysende ud af vores ansigter.

Hvad ville det gøre ved os?

Anne Frank 24. december 1943

22

“If you’re 22, physically fit, hungry to learn and be better, I urge you to travel – as far and as widely as possible. Sleep on floors if you have to. Find out how other people live and eat and cook. Learn from them wherever you go.”

Anthony Bourdain

‘Den, der lever stille’

Jeg har tilbragt mange timer i solen med Leonora Christina Skovs roman ‘Den, der lever stille’. I dag blev jeg færdig med bogen, som er en af de bedste og mest rørende bøger, jeg har læst. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig, og jeg er meget rørt over, at hun deler sin historie.

Jeg købte bogen efter at have hørt et meget personligt og rørende interview med Leonora Christina Skov på Radio 24-7. Jeg vidste bare, at den bog måtte jeg læse på vores ferie.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.

Jeg er også vokset op i 80erne nord for København, i en by jeg aldrig faldt til i og helst ville forlade i samme sekund, jeg kunne. Og vores soundtrack er stort set det samme!

Min mor døde af kræft, da jeg var 28, og jeg indtog samme rolle; jeg var med til at skabe håb for min mor i en håbløs situation. Med min mors død, døde også den kernefamilie, jeg voksede op i, da min mor var limen, der holdt os sammen.

Trods de fælles referencepunkter var min opvækst vidt forskellig fra Leonora Christinas. Det er tankevækkende; at vores opvækst på overfladen er så ens og så alligevel helt forskellig. At det kan ske for naboens datter. Ville jeg have opdaget det, hvis det var min veninde?

Den, der lever stille’ er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

Leonora Christinas historie er en inspirerende genskabelsesberetning; om at turde rejse sig og stå ved sig selv på trods af sine forældres modstand.

Som børn vokser vi op i vores forældres skygge under deres beskyttende vinger. Går vi ud fra. Indtil et vist punkt, så ser vi deres fejl og mangler. Derfra løfter vi os, vi flyver, og det er her, at forældrene kærligt skal puffe bagpå og lade os flyve ud, så vi kan gøre os vore egne erfaringer og leve vores egne liv. Leonora Christinas forældre magtede ikke den del af opgaven. Hun elsker dem på trods, men hendes opvækst farver hendes liv og giver hende en bagage, der giver stof til flere bøger. Der er materiale nok til en lang og vred bog, men ‘Den der lever stille’ er ikke en bitter hadefuld bog, men en bog smækfyldt med håb og inspiration.

Som jeg læser den er den fyldt med kristne elementer som at tilgive, komme videre på trods og komme overens med sin skæbne. Ikke nødvendigvis accept.

Om at pålægge andre skyld og ansvar (og holde sig selv ansvarsløs), men også om at tage ansvar for sig selv og frasige sig den påduttede skyld. Vende den anden kind til og opleve, at man vokser af at kunne det. Fantastisk bog ❤️

<<<<<<<<<<

Jeg håber bare på, at Inga lader høre fra sig ❤️

Citat

Sidste år er længe siden ..

At det på kort sigt aldrig betaler sig at sige præcis hvad man mener,
men at det gør det i virkeligheden på lang sigt, når stormen har lagt sig.

Julia Lahme

Netop nu genudgives ‘Hvor lagde jeg babyen?‘, og jeg kan kun sige ‘køb den, prøv den’. Er det virkelig allerede 5 as in F-E-M år siden, at jeg sad og læste den for første gang?

For mig var bogen en øjenåbner af rang. Jeg sad der på barsel med besvær og troede, at det ‘bare var mig’, der ikke kunne finde ud af det med baby. Jeg havde alle mulige planer om at sidde med sovende baby på café og hygge mig. Jeg havde forestillet mig at deltage i alt med ‘baby’ foran – babysvømning, babysalmesang, babyrytmik, babybio, pushy mums …

Min virkelig blev helt helt anderledes, og jeg var SÅ tæt på at ringe til min chef og tigge om at komme tilbage på jobbet efter 3 uger. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men jeg læste blogs, og jeg læste Julias bøger. Og lige pludselig fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene!

Billede

Store følelser i en lille krop

20121120-163406.jpg

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er dette, som er på færde hjemme hos os?

Vi har gode dage og virkelig dårlige dage. Når jeg googler “3 år temperament” kan jeg se, at nettet nærmest flyder over med forældre, der ligesom os har en udfordrende ‘threeager’ i huset.

Og så håber jeg, at det bare er en fase.

For alle tilfældes skyld får vi nu koblet en psykolog på ham. Hun skal observere ham i to dage, hvorefter vi skal til møde med hende om en uges tid.