Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

• Rejse mere
• Samle oplevelser
• Gå til koncerter
• Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
• Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
• Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne