‘Den, der lever stille’

Jeg har tilbragt mange timer i solen med Leonora Christina Skovs roman ‘Den, der lever stille’. I dag blev jeg færdig med bogen, som er en af de bedste og mest rørende bøger, jeg har læst. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig, og jeg er meget rørt over, at hun deler sin historie.

Jeg købte bogen efter at have hørt et meget personligt og rørende interview med Leonora Christina Skov på Radio 24-7. Jeg vidste bare, at den bog måtte jeg læse på vores ferie.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.

Jeg er også vokset op i 80erne nord for København, i en by jeg aldrig faldt til i og helst ville forlade i samme sekund, jeg kunne. Og vores soundtrack er stort set det samme!

Min mor døde af kræft, da jeg var 28, og jeg indtog samme rolle; jeg var med til at skabe håb for min mor i en håbløs situation. Med min mors død, døde også den kernefamilie, jeg voksede op i, da min mor var limen, der holdt os sammen.

Trods de fælles referencepunkter var min opvækst vidt forskellig fra Leonora Christinas. Det er tankevækkende; at vores opvækst på overfladen er så ens og så alligevel helt forskellig. At det kan ske for naboens datter. Ville jeg have opdaget det, hvis det var min veninde?

‘Den, der lever stille’ er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

Leonora Christinas historie er en inspirerende genskabelsesberetning; om at turde rejse sig og stå ved sig selv på trods af sine forældres modstand.

Som børn vokser vi op i vores forældres skygge under deres beskyttende vinger. Går vi ud fra. Indtil et vist punkt, så ser vi deres fejl og mangler. Derfra løfter vi os, vi flyver, og det er her, at forældrene kærligt skal puffe bagpå og lade os flyve ud, så vi kan gøre os vore egne erfaringer og leve vores egne liv. Leonora Christinas forældre magtede ikke den del af opgaven. Hun elsker dem på trods, men hendes opvækst farver hendes liv og giver hende en bagage, der giver stof til flere bøger. Der er materiale nok til en lang og vred bog, men ‘Den der lever stille’ er ikke en bitter hadefuld bog, men en bog smækfyldt med håb og inspiration.

Som jeg læser den er den fyldt med kristne elementer som at tilgive, komme videre på trods og komme overens med sin skæbne. Ikke nødvendigvis accept.

Om at pålægge andre skyld og ansvar (og holde sig selv ansvarsløs), men også om at tage ansvar for sig selv og frasige sig den påduttede skyld. Vende den anden kind til og opleve, at man vokser af at kunne det. Fantastisk bog ❤️

<<<<<<<<<<