11. uge er snart gået

Tiden går med hastige skridt mod jul og mod uge 12. Jeg har snart lagt 30% af min graviditet bag mig. Det er fantastisk! Så er der kun 6 måneder til,  at vi skal sige ‘hej’ til dig for første gang, min kære lille skat!

I den sidste uges tid har jeg faktisk været lidt bange for, at det var ved at gå galt to gange. I går fordi jeg fik så ondt i underlivet, at jeg nærmest ikke kunne tisse. Bagefter fik jeg nogle meget kraftige jag i underlivet. Det var ikke rart, men i dag er der heldigvis ikke noget. Det er formentlig bare ligamentsmerter. 

I sidste uge følte jeg, at jeg blev slap i underlivet og følte, at jeg var ved at tabe barnet. Jeg tog den lidt med ro, og dagen efter var følelsen væk igen.

I går aftes oplevede jeg, at mit underliv ligesom krampede sammen og blev spændt i 1-2 sekunder, før det løsnede igen. Det føltes ikke ubehageligt eller noget – bare mærkeligt. Når jeg ligger ned, tror jeg faktisk, at jeg kan mærke livmoderen som en lille top lige over knoglen nederst på maven. Dybt inde er der en lille bule, som ikke har været der før.

Jeg føler, at min energi er ved at komme tilbage – det er meget rart. Jeg er stadig træt, men ikke uoverstigelig træt som tidligere. Til gengæld er jeg sulten mange gange om dagen og kan ikke spise særlig meget ad gangen. Jeg går omkring og er simpelthen så glad for tiden, det er så dejligt.

Tja, hvad er der ellers sket … i går morges blev jeg vækket af et jordskælv (!!)  og i går eftermiddags fik jeg klippet mit hår kort, så jeg ser lidt mere sporty mor-agtig ud istedet for at blive ved med at lade som om jeg er super girly med langt havfruehår. Mit havfruehår lignede snarere en udtjent træt høstak og havde vokset sig mindst 5 måneder for langt.

Nå ja, jeg er begyndt at få kraftigere hår. Jeg havde jo håbet på, at mit brune hår ville vokse sig stærkt og flot her under graviditeten – men nænej, der er tværtimod kommet ekstra gang i de grå hår, som strutter lystigt som små grå antenner fra skilningen. Hårfarvning er absolut no go det næste 1½-2 år, så jeg kan lige så godt slutte fred med de grå hår – og med det her tempo så er de snart i overtal. I dag sagde min kollega, at det jo er bedre at få grå hår end at blive skaldet – det er jo viise ord 🙂

I går købte jeg også en fed Mama skjorte i sort og en sort kjole – for i alt 199;-  Det er meget rart at kunne vælge mellem lidt mere tøj. Jeg har jo kun ét par bukser, mine Mama jeans, så det er lidt begrænset, hvor meget jeg kan variere mit tøj. Men pyt, nu er jeg godt klædt på, og så håber jeg på, at jeg får træningsbukser til jul, for jeg kan kun være i et par af mine træningsbukser – og det er endda kun lige med nød og næppe 🙂