Fra 4. – 11. januar 2009 var vi på ferie på Fuerte Ventura. Det var dejligt at komme lidt væk, men desværre var det ikke helt så varmt og solrigt som Gran Canaria sidste år. Rejseguiden fortalte os i bussen, at ‘fuerte ventura’ betyder ‘kraftig blæst’, og det sænker temperaturen, så det der står i vejrudsigten er temperaturen i læ. Det kunne man måske godt have fremhævet tidligere.
Chillfaktoren er ikke med i beregningen. For det var decideret koldt om aftenen, og der var dage, hvor jeg sad ved poolen i ført lange bukser og ulden cardigan. Det føltes vel som 15-16C og stiv kuling. Men sol fik jeg da. OG det vigtigste: Vi fik planlagt bryllup. Kirke og kro er på plads i april. Så mangler vi bare gæster, kjole og lidt andet 😀
Vi havde booket en all inclusive rejse med Falk Lauritsen og boede på Atlantis Suite Hotel Resort i Corralejo i en dejlig lys juniorsuite med air con, der kunne varme op til 31 grader .. nam-nam. Resort’en havde 7 swimming pools, men vi benyttede os mest af Relax Pool, som lå lige nedenfor vores vindue – se billederne nedenfor.
Gennemsnitstemperaturen var ca. 21-25 grader, men blæsten trak meget ned i regnskabet. Aftenerne var decideret kolde, synes jeg. Det var de ikke på Gran Canaria sidste vinter, så det savnede vi rigtig meget. Det er jo rart at kunne sidde udendørs om aftenen og hygge sig med lidt snacks og alkoholfrie drinks (er jo gravid) og hotellets underholdning.
Vi havde 2½ dag ved poolen, hvor solen skinnede perfekt fra en dybblå himmel, så helt tosset var det ikke. Jeg fik bikinistriber på kroppen samt en masse lys og energi – og det var hovedsagen. I mellemtiden hørte vi om minus 12 grader og sne herhjemme, og så kan man ikke klage over 25 grader i stiv kuling og et par dage med sol, vel?
Fuerteventura er et relativt nyt turistmål, og derfor er der kræset lidt mere for arkitekturen og byplanlægningen end i San Agustin på Gran Canaria, hvor den ‘gamle bydel’ bestod af affældige slidte betonklodser fra 70’erne.
I Corralejo på Fuerteventura, hvor vi boede, var der velholdte lave smukke hvide spanske huse med blå eller grønne kontraster og velholdte haver med blomster, kaktus og palmer. Der var plantet palmer langs vejene, samt lagt brede fortove – det er en ting, man værdsætter, når man har været i San Agustin, hvor fortovet har en tendens til at ‘slippe op’, hvorefter der er en 1/2 meter ned til vejbanen.
Til gengæld lå vores hotel rimelig centralt i forhold til hovedgaden og et mindre shopping center. Jeg købte billig kosmetik hos Riu Cosmetics, det lunede pigen i mig 😉
Vi var på ø-rundtur med bus – det var en dejlig oplevelse, for selvom Fuerteventura er en gold vulkan-ø bestående af sand og lavasten så er der også smukke områder.
Maden på hotellet var super. Der var buffet morgen, frokost og aften. Der var nye lækkerier hver dag. Men det bedste af det hele er selvfølgelig ‘helvedessaucerne’ – de kanariske mojo’er, som vi spiste til alt og på alt. Vi elsker hvidløg – og vi hørmede af hvidløg hele ugen!