Øv, denne morgen har bare været rigtig dårlig. Sidste halvdel af natten gik med hyppige amninger – en gang i timen. Jeg var derfor totalt langt væk, da Nicholas Carl vågnede frisk og frejdig op klokken 7, men jeg nød at snakke, pludre og lege med ham. Han er så fantastisk sød, smilende og legesyg om morgenen. Han er begyndt at trække sig selv op at sidde ved at holde i to af mine fingre. Og i dag fandt han ud af, at han også kan trække sig op at stå og gå en tur på min mave og mine bryster. Det var bare skæppesjovt!! (nåja, moren syntes måske ikke, at det er SÅ skægt igen med små fødder på det ømme kejsersnit og de spændte bryster, men lad gå …)

Nu blev jeg lige vækket af min lille prins, som lå og sov på sofaen. Han skulle bare have lidt bryst, så faldt han i søvn igen. Det har også været en hård morgen for ham. Han har skreget i to omgange – og begge gange faldt han udmattet i søvn. Begge gange var der ikke rigtig noget svar på, hvorfor han skreg. Jeg prøvede med bryst, flaske, ny ble, sang, sut, kys, kram, svøbning, gymnastik og massage (hvis det nu skulle være mavekneb), men intet hjalp. Han skreg bare videre. Den ene gang stod det på i 50 minutter og den anden gang i 35 minutter. Indimellem sov han (og fik nye kræfter til en ny omgang skrigeri). For at være ærlig; anden gang efter 40 minutters skrigeri dér  kom jeg selv til at græde. I næsten to timer har jeg bakset rundt med en baby, der bare skriger og skriger og skriger.

Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, jeg føler mig som en total fiasko som mor – burde jeg ikke vide, hvad mit barn vil? Først blev jeg virkelig vred på ham. Jeg havde brug for at komme væk, så jeg lod ham ligge og skrige i 5 minutters tid, mens jeg gik på toilettet (toiletbesøg er luksus med Nicholas Carl … jeg har sjældent kunne holde mig så længe, som jeg kan nu … dagevis, faktisk – nok ikke videre sundt?). På toilettet så jeg mig selv i spejlet, gav afkald på mit brusebad (som ellers er mit helle – det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg er der 100% for mig selv) og accepterede, at jeg blev vred og gav afkald på vreden igen, for den er så nyttesløs. Nicholas Carls gråd fik vreden til at sive ud af mig og den blev erstattet af en stærk afmagtsfølelse. Jeg er magtesløs og kan ikke forstå min søn. Det fylder mig med sorg og frustration.

Jeg tog igen Nicholas Carl i armene, prøvede med bryst, flaske, vuggetur, sang, dikkeri, svøbning osv. Intet virkede. Tilsidst sad jeg bare dér med et skrigende barn i armene og hulkede højt. Den grædende mor med den grædende søn. Nicholas Carl kiggede forundret på mig, og jeg kom til at se på mig selv med hans øjne. Hans solide klippe sad og græd? Det går da ikke! Så han smilede til mig, og jeg slugte mine tårer og forklarede ham, at nogle gange bliver moren altså også ked af det, men at det altid går over. Og så smilede jeg til ham og snakkede med ham og prøvede igen at trøste ham. Det virkede selvfølgelig ikke, han fortsatte med sit skrigeri efter den lille smile-pause. Tilsidst faldt han udmattet i søvn.

Da han vågnede, gav jeg ham bryst og flaske, samt skiftede ham ( … storskrald, så måske var det mavekneb? – og så opdagede jeg arp i hans hovedbund, så han måtte ovenikøbet lægge isse til en skrubbetur med vaskekluden og lidt lindrende olie bagefter – det var han ikke vild med!)). Han var meget pjevset og græd mere eller mindre hele tiden. Klokken var næsten 11, jeg var ved at dø af sult, så jeg tog ham med ud i køkkenet og satte ham i skråstolen. Det var bare helt galt, så han gav sig til at skrige igen. Jeg skyndte mig at knalde yoghurt og müsli i en skål og stille det på sofaens armlæn og fiskede ham vildt skrigende op af skråstolen. Han virkede mat, og jeg så, at han begyndte at gabe, så jeg hentede hans dyne, som jeg svøbte ham ind i og lagde ham tæt ved siden af mig, mens jeg spiste min morgenmad. Jeg sad og aede ham på kinden til han faldt i søvn. Og så var det altså, at han vågnede skrigende før og fik lidt bryst. Han faldt i søvn ved brystet, jeg lagde ham i dynen på sofaen, og der ligger han nu og sover.

Før han vågner, vil jeg skynde mig at lave noget frokost, og så kan det være, at vi kan komme ud og gå en tur i eftermiddag. Det håber jeg, for det er virkelig dejligt og afstressende for mor her. Måske skulle jeg også gøre klar til tur, så jeg ikke behøver at gøre det med ham på armen?

Igen en dag, hvor jeg ikke kom ud i den friske luft. I stedet kørte Allan og jeg over til farmor og bedstefar, hvor Nicholas Carl viste sig fra sin allerbedste og sødeste side. Han var så mild, sød, let, smilende og pludrende. Jeg elsker når han er sådan 🙂 Det var så dejligt at komme ud. Ved 18-tiden begyndte han at græde igen. Jeg gav ham bryst og flaske, og så svøbte jeg ham i hans dyne, hvorefter han faldt i søvn efter en del skrigeri. Desværre betød det, at vi måtte vække ham for at få ham spændt fast i autostolen. Så skreg han forståeligt nok igen.

Vi kørte hjem – Allan skulle skrive opgave, så jeg satte mig i stuen for at berolige Nicholas Carl, som skreg i en times tid til han faldt i søvn med mit bryst i munden. Jeg prøvede at give ham både bryst og flaske. Jeg svøbte ham, for det plejer at virke, men han lå bare tæt svøbt i sin dyne i mine arme og skreg mig lige op i ansigtet uanset om jeg vuggede ham, gik rundt med ham, sang for ham eller talte til ham. Jeg var helt færdig, og efter 45 minutter overvældede tårerne mig igen, for jeg føler mig som en komplet uduelig mor, når jeg ikke kan gøre noget for ham, fordi jeg ikke forstår, hvad han forsøger at sige. Jeg burde vel vide, hvad han vil? Jeg prøvede skiftevis med sutten, flasken og med brystet, men han ville ingen af delene. Tilsidst tog han brystet og diede en kort tid, hvorefter han faldt i søvn ved brystet. Jeg sad musestille med ham i favnen i ti minutter for ikke at vække ham, hvorefter jeg lagde ham i vuggen. Nu har han ligget der en times tid.

Vi havde heldigvis en let pastaret bestående af 3 separate poser med pasta, sauce og krydderi, så jeg lavede aftensmad – vupti! Jeg har altid undret mig over, hvem der køber den slags posemad – nu ved jeg det! På sådan en dag som i dag er det det bedste jeg ved; let mad i samlesæt. Vi spiste 20:15. Klokken er nu snart 21:30, jeg har lige steriliseret sutteflasker, samt gjort tre mælkeflasker klar til natten og tre vandflasker til imorgen formiddag. Jeg er klar til at gå i seng. Fysisk er jeg slet ikke træt. Psykisk kunne jeg sove i 1000 år.