Lørdag .. vi havde aftalt, at vi ville tage det roligt med Nicholas Carl, så han kunne få ro til at få sine måltider. Det hjalp dog ikke særlig meget – i dag spiste han også lige i underkanten. Han vil meget gerne die hos mig, men flasken er han ikke lige så begejstret for. Nogle gange gør den ham decideret rasende. Her til eftermiddag tog han 105 ml i en slurk. Han gylpede meget af det op bagefter – det var ikke så godt, men noget af det må være blevet i maven.

Til gengæld har jeg ammet ham rigtig meget i dag. I flere timer. Han har sovet nogle gode lange lure, men han har også skreget meget. Og vi står temmelig magtesløse, når han slår sig løs. I dag viste det sig at være træthed, der var skyld i skrigeturene, så vi må svøbe ham, holde ham fast og bare vente på, at han kører træt i skrigeriet og falder udmattet i søvn. Sult forårsager også nogle af hans skrigeture, men selv når han skriger af sult, er det ikke ensbetydende med, at han vil tage flasken, når han har tømt brysterne. Så skriger han videre, til han udmattet falder i søvn. Det er bare ikke smart, for får han så nok at spise?

Kort sagt er det svært at bremse hans skrigeture – han bliver så ophidset, at vi ikke kan komme til at løse problemet, og når vi ikke kan løse problemet, bliver han mere ophidset. Det er en ond cirkel, og det er meget svært at bremse ham, når han er i gang med at skrige. Det bedste ville være at kunne forudse, hvornår han bliver træt eller sulten – og så tage det før han begynder at skrige. Det har jeg held med nogle gange, men andre gange skifter han direkte fra smil og latter til skrig, så jeg når ikke engang at forudse, at det er på vej.

Det er sindssygt hårdt at sidde og intet kunne gøre andet end at holde ham, vugge ham, give ham sutten igen og igen samt sige ‘så-så’ i en uendelighed. Her til aften måtte jeg gå fra ham, mens han skreg og skreg, da han var blevet lagt i seng, for jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne bevare roen længere. Det føles helt forfærdeligt, jeg føler mig som verdens dårligste mor, når det sker – og det sker mindst et par gange om dagen de seneste dage. Min selvtillid bliver bogstavelig talt skreget ud af mig. Et kvarter med skrigeri føles som en time, og jeg er psykisk helt tæsket flad bagefter.

Får han nok eller får han ikke nok? Er det bare en overgang, at han spiser mindre? Hvor meget mælk får han fra mine bryster? Får han nok brystmælk nu, siden flasken ikke er så populær længere? Jeg prøvede at veje ham (og mig) på vores badevægt, forskellen mellem min vægt og min vægt + hans vægt er cirka 5,5 kilo. Det er ikke præcist, men det er ikke nok, for han vejede 5,3 kilo for 2 uger siden. Han skulle gerne veje cirka 6 kilo nu. Jeg tror, at jeg tager til åbent hus hos sundhedsplejen på mandag og får ham vejet, bare for at være på den sikre side.