Skøn søndag – var med Sonja på loppemarked i stiv kuling og regnvejr. Det gør, at priserne typisk er lavere, fordi folk vil af med deres habengut og hurtigt hjem i varmen – og så er der ikke så mange potentielle kunder. Den teori holdt stik – nogle frysende våde piger var ved at pakke deres stand ned og sagde, at det tøj vi så på var gratis. Fint, vi fiskede nogle sager med os hjem – så må vi se hvad der passer 🙂
Til Nicholas Carl fandt jeg en spilledåse – Peter Plys og Grislingen – til at hænge i hans vugge, samt en uro til barnevognen med søde lyseblå bamser – samt en masse lækkert tøj, herunder to natdragter (så står jeg ikke igen klokken kvart i kvalme med en lille hylende dreng i en våd natdragt uden noget tørt nattøj at give ham på!), samt en sød sengerand med bamser og tre lækre sæt sengebetræk. Altsammen for cirka 150 kr.
Nicholas Carl sov sig igennem hele loppemarkedet i barnevognen – han spiste også 110 ml mælk lige forinden, så han var meget mæt. Senere på dagen spiste han igen 110 ml. Han har været mindre skrigende idag – når han har skreget, har vi kunnet løse problemet, og så føles det ikke så slemt som at stå magtesløs. Til gengæld har han også haft stjernestunder, hvor han har smilet og charmet sig ind i alle afkroge af mit hjerte igenigen.
Han er begyndt at gumle hårdt på min finger pakket ind i en ble – det holder han meget af, og nu er han begyndt at gumle kraftigt til. Jeg tænker, at der er nogle tænder, der vokser og klør i gummerne. Det er jeg faktisk ikke i tvivl om, for det er ret meget, at han vil gumle i min finger pakket ind i en ble. Men tænderne må gerne blive i gummerne lidt endnu … oooohh, mine brystvorter er ikke klar til at hilse på hans tænder allerede!