Det her skulle være den bedste tid – alle taler om den første tid som superdejlig, harmonisk og fyldt med kærlighed til den lille ny. ‘Husk nu at nyde den første tid’, er det råd vi oftest får. Men gad vide, om der ikke er noget, de glemmer – eller fortrænger?! Bevares, der er da øjeblikke, hvor jeg virkelig føler, at det her er helt fantastisk og meningen med livet. Jeg elsker Nicholas Carl over alt, ingen tvivl om det.

Men samtidig kan han sende mig helt ud i tovene. Allerede inden klokken 11 i dag har jeg været der 2 gange. Hans skrigeri fortsatte og fortsatte uanset hvad jeg tilbød, så tilsidst tænkte jeg, at det måske ikke er sult, træthed eller alt det andet, jeg prøvede – måske er det simpelthen mig, der irriterer ham? Så jeg prøvede at gå ind i et andet værelse, hvor jeg holdt mig for ørerne og tudbrølede. Det hjalp selvfølgelig overhovedet ikke. Men jeg fandt lidt mere ro indeni mig selv, så jeg havde lidt energi til at samle ham op og fortsætte med flere – forgæves -forsøg på at trøste ham.

Det er så heller ikke ligefrem min bedste dag i dag … Jeg har en knaldende hovedpine, jeg har ikke fået noget at spise endnu, har fået for lidt at drikke, har ondt i maven, men kan ikke få ro til at gå på toilettet. Lige nu ligger han i mit skød her ved computeren, hvor jeg taster med en hånd, mens han flår i mit bryst og skiftevis skriger og dier. ‘Hyggeligt’. Den første tid er fantastisk – ?

Men i morges belønnede han mig med sine dejlige smil, og det er disse øjeblikke, der gør det hele værd. Og efter at have flået i mit bryst i et kvarter, kiggede han undrende på min højre hånds tasten på tastaturet, så lige nu får han lov til at baske til tasterne, så her kommer der nogle sjove ord fra Nicholas Carl, der giver den som savlende forfatter: ,,h< gbkjsa54s x js ddddddddrsrddddrrrrrrrrrdrdd drrrrrddddd xxxxrdddrrrrrrrrrrr dddddlrlrll,dfc æchhh x' 88njjui.ok.o<k<ok,kk. ,mm8+ æo..aæj<oiOkkm,ljxhh,ilm u7.-l0nmn mhn ,ooøøøæls¨'Ssg nvv

Det ser ud til, at han vist er højrehåndet 🙂 Det er helt vildt sødt!!

Her til eftermiddag og aften var han også helt ufattelig sød. Vi var ovre hos farmor og bdstefar her til eftermiddag, og han var så nuttet, sød og smilende. Og faktisk ret så morsyg, ser det ud til. Når han sad hos andre end mig, greb jeg ham i at betragte mig indgående. I sådanne øjeblikke føler jeg, at jeg gør det godt nok. Og vigtigt er det også, at da jeg smågræd overfor Allan og fortalte, at jeg nogle gange føler mig så mislykket som mor, så sagde han ‘jamen, du hører ikke efter, når jeg siger det – du er en fantastisk mor!’ Og han har ret; jeg hører ikke efter. Og det er jo dumt. Jeg er ikke i stand til at lytte efter, for min selvtillid skriges ud af mig for tiden. Jeg vil have, at det skal ændres, og det kan kun jeg selv ændre ved for eksempel at lytte til hvad min kære mand siger, samt se på Nicholas Carl og tænke på de gode øjeblikke, når det hele kortslutter. Én ting er ihvertfald sikkert; jeg gør mit allerbedste for at være den allerbedste mor for Nicholas Carl!

Da jeg lagde Nicholas Carl i seng klokken 20, begyndte han at græde efter 10 minutter – jeg tænkte ‘åååh nej’, for han lød utrøstelig. Men jeg tog ham op af vuggen, svøbte hans dyne tættere omkring ham og vuggede ham i mine arme, indtil gråden var aftaget og han var rolig igen. Han lå og betragtede mig i halvmørket, jeg kyssede ham i panden og sagde ‘såså’. Hans øjne glippede, men han var ikke helt faldet i søvn, da jeg lagde ham. Han lå vågen i vuggen, da jeg sagde godnat til ham og kyssede hans kind. Og det er snart 2 timer siden! Jeg har ikke hørt et pip fra ham siden. Jeg tror, at det er vigtigt, at han ikke falder i søvn i mine arme, men vænner sig til at falde i søvn i vuggen – derfor lader jeg ham ikke falde i søvn i mine arme om aftenen.

Den første tid er helt fantastisk – og fantastisk frustrerende. Sådan må man vist udtrykke det.