Vi blev vækket klokken 4 af en skrigende og pruttende baby. Det tog 2 timer med forskellige lindrende forsøg; forskellige slags massage, cyklen med benene osv. Der kom rigtig mange prytter ud. Jeg gav ham Mylicol og håbede på, at han ville spise noget. Det ville han ikke. Hverken flaske eller bryst. Han skreg og vred sig. Mere massage, og da alt håb om bedring syntes ude, skrigeriet eskalerede, lagde han sig til brystet og suttede sig i søvn ved 6-tiden.

Vi sov til klokken 8 og havde vores lille hygge/legestund i sengen. Ret hurtigt begyndte han dog at smågræde. Jeg prøvede at lægge ham ned, som jeg plejer – men så eksploderede han i skrigeri. Han skreg fra 8:30 til 10:45. På et tidspunkt fik jeg lagt ham ned, han sov og var helt væk, så jeg gik i bad. Midt i badet skreg han med ufornyet styrke, og så stod jeg der – nøgen, frysende og med en vildt skrigende og sprællende baby, fantastisk. Intet virkede, så jeg lod ham ligge og fik tøj på. Hankede op i ham, gik rundt med ham. Prøvede med flasken – han reagerede på samme måde som hvis jeg havde hældt syre i ham; så ud som om han var ved at kvæles i det, hostede og spruttede det ud over det hele og skreg bare endnu vildere. Jeg prøvede med brysterne – no luck.

Ved 9-tiden havde jeg held med at få ham lagt ned igen – jeg troede naivt, at han ville sove mindst en time. Meget naivt. Jeg nåede kun lige at tænke på at få noget morgenmad, før han igen skreg som besat. NU måtte han da være sulten? Jeg prøvede igen med flasken og med bryst – igen gjorde det bare det hele værre. Så prøvede jeg igen alt fra at snakke med ham, råbe af ham, vugge ham blidt, vugge ham voldsomt (det virkede en smule ..), lokke med flasken, lokke med brystet, lade ham ligge, samle ham op, lægge mig med ham i sengen, lægge ham i liften i vuggen, gå ud på altanen, tænde for tørretumbleren og stå derude med ham, efter 40 minutter prøvede jeg igen at lokke lidt mad i ham. Intet held.

Jeg var på kanten af min fornuft – jeg tudbrølede af frustration. Han ville bare ikke stoppe. Han så helt uhyggelig ud – han var helt hvid i hovedet med blå rande under øjnene og han var gennemblødt af sved. Jeg turde ikke være alene med ham et sekund længere, følte jeg. Jeg følte, at der var noget galt, så jeg blev også skidebange. Så ringede jeg til Allan og bad ham komme hjem. Det var som om det virkede på Nicholas Carl – at jeg grædende i telefonen bad Allan om at komme hjem – så blev han lidt mere stille.

Jeg prøvede igen med flasken, og denne gang tvang jeg den ind i munden på ham; jeg holdt hans hoved fast, holdt hans hænder væk og pressede mælk ud i munden på ham. Det første mælk var han ved at kvæles i, men så drak han – endelig! Han drak en halv flaske, ca 75 ml – hvorefter han fortsatte med at skrige. Langsomt begyndte han dog at falde til ro – jeg vil tro, at den fyldte mave begyndte at gøre ham søvnig. Jeg er ulykkelig over, at måltidet skulle være på den måde, men hvad skulle jeg ellers gøre?

Jeg ringede til Allan og sagde, at han ikke behøvede at komme alligevel. Nicholas Carl faldt nogenlunde til ro, men ikke i søvn, selvom jeg prøvede at lægge ham.

Om eftermiddagen var vi til åbent hus i sundhedsplejen. Han blev vejet – han vejer 6,1 kilo nu. Det er 800g mere end sidst, så det ser helt fint ud. Det er altså ikke sult, der er grunden til hans skrigeri. Formentlig er det fordi han ikke får sovet om dagen. Det gør han virkelig ikke. Kun 10 minutter her og der. Jeg skal sørge for at lære ham at sove ordentlige middagslure. Så det starter vi på i morgen 🙂