Nu er tiden inde igen. Det fjerde tigerspring er på vej. Allerede ca. 15 uger gammel påbegyndes 19 ugers tigerspringet. Dette tigerspring tager særlig lang tid – cirka 5-6 uger, men kan også tage blot en uge for visse heldige sjæle. Han er 16 uger nu, og jeg er sikker på, at vi er midt i forberedelserne til 19 ugers tigerspringet. Pist væk er den smule ro og regelmæssighed, vi lige havde opnået ..

I en lille uges tid har jeg bokset med at lægge ham til at sove. Hvadenten det er dag eller nat, så koster det timevis med skrål og skrig. Det er udmarvende. I går aftes fik jeg ham lagt rimelig smertefrit, fordi jeg lagde ham lidt tidligere end ellers – allerede 19:30 sov han. Til gengæld er det med at få ham til at sove middagslur noget af en udfordring. I formiddag troede jeg faktisk, at jeg havde knækket koden, for jeg fangede ham i nøjagtige det rette sekund: Jeg lagde ham simpelthen i sengen med en sutteklud på hver side af hovedet og sutten i munden, han lukkede øjnene og sov! Jeg var rimelig forbavset!

35 minutter senere skreg han. Før jeg nåede ind til ham – ca. 30 sekunder efter han var begyndt – var skrigeriet eskaleret til allerhøjeste alarmberedskab. Jeg kunne tydeligt se, at han ikke var færdig med at sove, så jeg prøvede at lægge mig hos ham og dysse ham ned. Ikke nogen succes, virkede snarere som benzin på en havegrill!

I 35 stive minutter gik jeg derfor rundt med ham svøbt i dynen vildt skrigende i armene. Derefter faldt han til ro og faldt udmattet i søvn på min arm. Nu har jeg så lagt ham, han sover sødt og har gjort det i en halv times tid, så jeg forventer, at han snart ‘kalder’ igen.

Problemet er, at han ‘bør’ sove 2 lure på hver 2 – 3 timers varighed, samt en enkelt lur på en times tid. Det er mig komplet umuligt at få ham til at sove meget længere end en halv time ad gangen. Jo, jeg kan spankulere omkring med ham i 2 x 3 timer i barnevognen, så skal han nok sove det meste af tiden, men det kommer ikke til at ske. I går var det f. eks. skybrud, og jeg vandrer altså ikke rundt i landskabet i 6 timer i skybrud.

Der gik en time, før han ‘kaldte’. Først lidt klynken, jeg skyndte mig langsomt for at høre, om han faldt i søvn af sig selv igen, men nej – han gav den gas. Jeg gik ind og tog ham op. Svøbte ham i dynen, gav ham sutten, talte beroligende til ham og gik rundt og vuggede ham i et kvarter, så faldt han i søvn igen. Nu sover han igen sødt i sin vugge. Jeg er blevet klogere … jeg tror faktisk, at jeg er for hurtig til at hive ham op, når han giver den fuld gas, for så har jeg tænkt – ‘fint, du vil ikke sove mere’ … men måske græder han, fordi han vil sove mere – ikke fordi han vil op?

Spisning forløber heller ikke som den skal. Hvert måltid er en lille kamp. Han er uopmærksom, rastløs og hidsig. Han kigger på alt muligt andet, kigger på mig og smiler, begynder at pludre, kigger ud af vinduet – kort sagt; mister koncentrationen og flår i brystet.

Han har fået 2 nye uvaner;

1. Han stemmer fra med en hånd mod min brystkasse og trækker af al magt i brystvorten. Det gør sindssygt ondt. Han laver en slags baglæns bungy jump med min brystvorte i munden – forestil dig lige det! Jeg regner med at få rimelig lange babbedutter af det her! Når jeg så trækker ham tilbage ind mod brystet, bliver han hidsig, skriger, slår og sparker. Derfor går jeg rundt med adskillige rifter på brystet  og en blodig 5 cm rift i ansigtet.
2. Den anden nye vane er ‘kram mors brystvorte’. Han tager simpelthen fat om brystvorten og borer fingrene ind i den. Ikke særlig rart. Det gør sindssygt ondt. Flasken får i øvrigt samme omgang. Den får også tæsk, bliver krammet og kastet rundt. Tough love!

Men om natten er amningen hyggelig og rar. Da er det en afslappet fredfuld stund, hvor jeg føler, at vi connecter igen. I ‘Vidunderlige Uger’ står der, at det ikke er nu – i dette tigerspring – at man skal skifte til fast føde. Det er ellers temmelig fristende, når amningen er en kamp.

Derudover er der ‘almindelig skrig og skrål’ .. nogle gange når han skriger er der slet ikke noget i vejen, han er bare totalt utrøstelig af ukendt årsag. Så snart han mærker, at jeg fjerner fokus bare lidt fra ham, lægger ham fra mig eller fjerner mig en meter fra ham, bryder han ud i krampegråd, og når jeg så sætter mig hos ham igen, ligger han bare og smiler. It works 🙂

Når dit barn er omkring 19 uger, mærker du, at det igen gør et spring i sin mentale udvikling. Det er allerede det fjerde. Du opdager, at det vil noget og gør ting, som det aldrig har villet eller gjort før. Det skyldes, at det har fået en ny evne, som sætter det i stand til at lære en bred vifte af nye ting. Dit lille barn begynder at eksperimentere med nye “begivenheder”. Vi voksne lægger ikke mere mærke til, at vores daglige erfaringer er splittet op i “begivenheder”, der er helt selvfølgelige for os.

Hvis man for eksempel lader en gummibold falde, så ved vi, at bolden vil blive ved med at hoppe op og ned, indtil den roligt bliver liggende. Vi ved, at den første handling (bolden hopper op fra jorden) resulterer i en reaktion (bolden falder ned igen). Dette er noget helt nyt for dit barn. Det må først opleve alle den slags “forudsigelige ting” rigtig mange gange, før de også bliver forudsigelige for det selv.

I sammenligning med de tidligere spring er dette spring lidt vanskeligere for dig og dit barn, simpelthen fordi den nye verden, der åbner sig for barnet, når det har taget et spring, bliver stadig større og stadig mere kompliceret. Du vil da også opleve, at den periode, hvor dit barn er omklamrende, humørsyg og har let til gråd, varer længere i forbindelse med dette spring. Det skal have tid og ro til at bearbejde alle de nye indtryk, og det kan det bedst gøre dér, hvor det føler sig tryg og sikker. Barnet vil være tættere på dig, vil tilbage til mor!

– Vidunderlige Uger