Julen i år bliver knap så festlig i år. Det skønneste ville være en jul som den i ugebladene; med juletræ, nybagte småkager og perfekt pynt i alle hjørner. Men det hænger ligesom ikke sammen; Allan skal til eksamen umiddelbart efter jul, og han læser lektier hver aften og har nok i det. Jeg har rigeligt om ørerne med NC, men kunne nok godt samle mig sammen om at jule, hvis bare jeg ikke var alene om det. Endelig er vi ved at få bygget reol lige dér hvor juletræet plejer at stå.

Men det er den rent kosmetiske del af julen – nuvel, vi har da kalenderlys, adventskrans og diverse levende lys – samt elektriske lyskæder i vinduet. Og der er blevet bagt julesmåkager, og vi har da adventshygget hver søndag. Så helt skidt står det ikke til.

Men det bedste ved denne jul er, at min familie er samlet igen. Det er simpelthen det dejligste, der kunne ske – og det betyder langt mere end juletræ, glitter, gaver og stads. Dét er den største gave af alle, at vi skal holde jul sammen, fordi vi ønsker at holde jul sammen – ikke bare fordi det plejer vi at gøre.

Dog vokser ingen træer ind i himlen – netop som min nærmeste familie bliver samlet igen, så dør min faster. Hun har været syg længe, og nu skal vi altså til begravelse i morgen. Det er trist, for hun er en stor del af min barndom – hun var altid så festlig og sjov. Da jeg blev voksen gled kontakten lidt ud, men jeg så hende for et par måneder siden, hvor hun også fik hilst på Nicholas Carl.