Hele mad-situationen er gået i hårdknude. Jeg frygter det efterhånden – jeg hader, når jeg skal give NC mad, fordi jeg ved, at det er håbløst. Og det smitter jo af på ham – det behøver man ikke at være psykolog for at vide. Hvordan bryder jeg cirklen? Det går mig rigtig meget på, for jeg føler, at maden igen og igen bliver et problem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne slappe mere af omkring fodringen af NC, men jeg er så skideræd for, at jeg skal overse, at han sulter en gang til. Jeg overså det jo første gang, da han ikke tog nok på og skreg og skreg. Jeg troede ikke, at han sultede, men det gjorde han. Han skreg af sult i dagevis, og jeg opfattede det ikke! Det gjorde tværtimod nærmest alle omkring os. Der var flere, der fortalte mig bagefter, at de havde gættet, at han skreg af sult. Det er ikke særlig fedt at høre. Hvorfor var der ingen, der sagde noget til mig? Det forstår jeg stadig ikke.

Men nu ved jeg ihvertfald, at jeg ikke selv er i stand til at opfatte, hvornår han skriger af sult. Når jeg overså det første gang, kan jeg overse det igen. Derfor er jeg meget emsig og følsom omkring hans måltider. Det er svært for mig, fordi det føles som et ukendt minefelt.

Jeg prøver at sige til mig selv, at det nok skal komme. At han nok skal spise, når han er sulten nok. At når han er så aktiv, som han er, så er det fordi han får nok næring. Men han skriger jo meget stadigvæk. Tvivlen nager mig hver eneste gang, han skriger, og jeg ikke formår at trøste ham – skriger han af sult igen?