Cirka 8 spædbørn om året dør efter vold fra forældrene. Typisk ruskevold og lignende. Det er 8 for mange, ingen tvivl om det. Men hvis man kigger ind bag tallene, så gemmer der sig forældre, der elsker deres børn. Forældre, som er blevet drevet ud over deres egne grænser af afmagt, frustration og fortvivlelse. Forældre, der har prøvet og prøvet og prøvet at være de bedste forældre, de kan for disse børn, men til sidst ikke kan overskue det mere.

Jeg forstår godt hvad det er, der sker. Ikke sådan at forstå, at jeg synes, at det er i orden, at de lemlæster eller i værste fald slår deres baby ihjel. Overhovedet ikke. Men jeg forstår den afmagt, frustration, vrede og fortvivlelse, som fører til volden. Som forholdsvis nybagt mor til en 6 måneder gammel knægt møder jeg selv de følelser hvis ikke dagligt, så ihvertfald et par gange om ugen. Men vi er de voksne. Vi er dem, der SKAL have hold på os selv og SKAL have kontrol over vores følelser uanset hvad der sker. Det er en forælders fornemste opgave at beskytte og elske sit barn.

Jeg bliver forfærdet over at læse igen og igen om forældre, der skader deres børn. Det er forfærdeligt for de små forsvarsløse børn, at det sker. Det koster dem livet, førligheden, forstanden eller tilføjer dem ar på sjælen at blive mishandlet som små. Det er den værste start på livet at møde vold fra dem, der skulle give dig ubetinget kærlighed og omsorg. Jeg græder hver gang jeg læser om det, og jeg synes desværre, at det er ofte at jeg ser det i nyhederne lige for tiden.

Jeg har også været drevet ud på kanten af min fornuft, når NC bare skriger og skriger. Nogle gange må jeg fjerne mig selv fysisk fra ham for at samle mig igen. Jeg kunne ikke finde på at slå eller ruske ham. Aldrig. Hvis man er udkørt og udmattet fysisk og psykisk, afmægtig, rasende, uerfaren og alene med et skrigende barn, så kan jeg godt forestille mig, at hvis man ikke er så stærk og bliver presset til det yderste, så kan man komme til at krydse grænsen og foretager sig noget overfor barnet, som ikke er ok.

Personligt ville jeg ønske, at nogen havde forberedt mig/os på, at man bliver drevet helt ud til grænsen (og desværre for nogles vedkommende endda ud over). Det burde tages op på nogle af de utallige fødselsforberedelseskurser og/eller forældremøder, vi deltog i før fødslen. Og ikke mindst sundhedsplejersken og lægen bør også komme ind på det på nogle af de samtaler, vi har haft. Det er ikke blevet berørt med ét eneste ord. Det er som om det er tabu, selvom man udmærket kender til det. ‘Vrede mod baby’ kaldes det meget kortfattet i enkelte af de bøger, jeg har. Og så står der 5-10 linier, hvorefter man igen beskæftiger sig med de mere rosenrøde aspekter af at være blevet forældre.

Jeg er godt klar over, at de mennesker, der oftest slår deres babyer, formentlig ikke er dem, der læser allerflest baby-bøger og går til fødselsforberedelse, men de går da ihvertfald til jordemoder, læge, sundhedsplejersken kommer forbi og de fleste går i mødregruppe. Men måske er der også et mørketal hos ressourcestærke mennesker? Måske sker det også i pæne hjem?

Når volden forekommer og opdages, putter vi bare forældrene bag lås og slå og ryster på hovedet over den onde far eller onde mor. Vi tager afstand, væmmes, forarges og foragter. Og dermed gøres det bare endnu mere tabu-belagt ikke at kunne magte sin baby, og så føles det endnu mere umuligt at bede om hjælp, hvis man ikke selv kan styre sit temperament eller opdager, at ens kæreste ikke kan styre sit temperament. Man ser ingen løsning og vender det blinde øje til.

Hvad med at gøre en indsats for, at volden ikke forekommer? Hvad med at støtte forældrene og sætte ind, før det sker? Der findes enkle redskaber til at undgå at udøve vold; man skal kende sig selv, erkende sin vrede og formå at trække sig, før det kommer til konfrontation med barnet. Det gælder principielt ikke bare vold mod børn, men også generelt f.eks. i nattelivet. Det er samme mekanisme. Alle forældre bør lære sig disse mekanismer – det er langt vigtigere end at trække vejret korrekt under fødslen. Og alligevel prioriteres det overhovedet ikke. Det nævnes ikke med et eneste ord.

Og så aflastning, aflastning og aflastning. Her mener jeg, at sundhedsplejersken og de praktiserende læger skal meget mere på banen. Begge skal være langt mere opsøgende i dialogen, selvom det ikke ligger lige for, at vold kan opstå i den familie, som sidder i konsultationen. Alle – uanset baggrund – kan drives derud, hvor de gør ting, de ellers ville sværge på, at de aldrig ville gøre. Der bør være muligheder for aflastning, som lægen eller sundhedsplejersken kan tilbyde; reservebedste, legestue osv. En hotline vil også være en god idé, så der er nogen at ringe til, når det hele brænder på.

Vigtigst er det, at tabuet brydes. Det skal være ok at sige ‘jeg magter ikke mit barns skrigeri – jeg har brug for hjælp’ uden at man mødes af hævede øjenbryn, fordømmelse og trusler om tvangsfjernelse.