Jeg har haft en fantastisk dejlig (og anstrengende) dag med NC. Vi var til MiniPlask – og han elskede hvert sekund! Vi havde så dejlig kontakt; han lo og plaskede med vand. Han dykkede – og det sjove er, at nu kan jeg se, at han trækker vejret ind og forbereder sig på at dykke, når jeg siger “1-2-3 – dyk!”.

Men lige så sjovt det er at plaske i vandet, lige så surt er det at få tøj på bagefter. NC hader det virkelig. Jeg tror, at hele Farum kunne høre NC brøle af mig. Han NÆGTER at ligge på ryggen og få tøj på. Og at få tøj på en fugtig baby, der ligger på maven og vrider sig som en orm, er noget af en udfordring! Bedre blev det ikke af, at han fik slået hovedet i kampens hede. Men jeg skal jo have tøj på ham, så det er bare noget med at få det overstået hurtigst muligt.

Det endte selvfølgelig med, at hans fik våde fødder i sparkedragten, fordi min bikini var våd – og han sparkede mig jo igen og igen i brysterne i kampens hede. Ikke særlig smart med vådt tøj i frostvejr, men der var bare ikke andet at gøre end at leve med det. At give ham en anden sparkedragt på var ikke en mulighed, sådan som han teede sig. Jeg gav ham sko udenpå den våde sparkedragt, men optimalt var det langt fra.

Han skreg i al den tid det tog for mig at give ham tøj på, tage bad selv, tage tøj på og gå ud i caféen for at amme ham. Han skreg så vildt som jeg aldrig har hørt det før og var helt ustyrlig, da jeg lagde ham til brystet. Ikke engang det fik ham til at køle ned. Jeg prøvede at bevare roen, men det var så svært. NC var fuldstændig uden for rækkevidde.

Han rev mig indvendig i næsen og indvendig på overlæben med sine skarpe negle, mens han diede. Den pludselige smerte resulterede i, at jeg knaldede mit baghoved ind i en murstensvæg, så jeg så sol, måne og stjerner – og var tæt på at komme til at græde. Han rev med neglene i min brystvorte, og så var det altså slut; jeg pakkede ham vildt skrigende og sprællende ned i flyvedragten, tog ham under armen og gik med hele caféens blikke i nakken.

Det var bare så ubehageligt – jeg følte bare, at alle gloede og tænkte ‘onde mor’ om mig. Og straks – bling – poppede min dårlige selvtillid op. Hvorfor kan jeg ikke magte ham? Hvad kan jeg gøre anderledes? Jeg overvejede på stedet at droppe babysvømningen, for det er så ubehageligt, når han går bananas. Det samme skete forrige gang, hvor en af livredderne kom hen til os for at se om NC var ok. Superpinligt. Men fair nok, det lød også som om jeg var ved at slå ham ihjel – og hendes job er jo at redde liv …

For at det ikke skal være løgn fortsatte han derhjemme i samme stil. Han sov godt nok hele vejen hjem i bilen og var rolig i en times tid, men så blev han hidsig igen. Han var slap af træthed, men for rasende til at sove. Han rev mig igen i næsen, munden og brystvorten. Jeg er ved at være træt af at blive revet i næsen og i munden, så jeg forsøgte at holde hans negle væk, hvilket fik ham til at eksplodere af raseri/frustration/whatever.

Til sidst måtte jeg opgive at få ham til at sove; han nægtede brystet og afviste flasken, så jeg tog ham med ind til spisebordet, gav ham lidt legetøj og lavede lasagne til ham. Det spiste han rub og stub, så han fik lidt frugtmos til dessert. Det forsvandt også. Og så vendte hans dejlige gode humør tilbage – skønt! Han sad og pludrede, hamrede i bordet med sin hammer og legede med vores bløde røde silikone-bordskånere (dem elsker han lige nu).

Nu kan jeg godt se, at det at vold-kramme min næse og læbe med fingrene er hans form for kærtegn, som han åbenbart bare elsker at give mig. Han ved jo ikke, at det gør ondt på mig, men vil bare kramme det kæreste i hans liv. Det virker som om det er meget vigtigt for ham at kramme min næse og mund, mens han kigger op på mig, når han ligger ved brystet. Det er som om det giver ham tryghed. Når det er så vigtigt for ham, så jeg vil prøve fortsat at lade ham gøre det, men prøve at styre hans negle lidt, så jeg ikke får flere rifter i næsen og på indersiden af overlæben.

Sent på dagen var vi alle tre ude og handle. Det var vildt hyggeligt! NC faldt i søvn på hjemvejen og fik sig en ordentlig lur alt for tæt på hans sengetid, men pyt! Da han vågnede spiste han en stor portion go’nat-grød. Han og jeg sad længe ved bordet og ‘snakkede’ og legede med bordskånerne.

Allan og jeg havde hentet lækker mad i det lokale supermarked, så den stod på unghanebryst med bønnesalat og flødekartofler. Det var vildt lækkert – til bare 45 kr. pr. næse. Det var vildt hyggeligt at kunne spise sammen os to – uden at NC skreg af os. Han lå ved siden af og legede med sin kulørte træ-larve.

Jeg lagde ham i seng senere end normalt, og han faldt hurtigt i søvn. Og ja, han voldkrammede min næse og overlæbe. Og ja, det gør sgu ondt, men det er også sødt. Han fortsætter formentlig ikke med det til han bliver 18, så jeg tænker, at jeg måske nok kan leve med det den tid det varer. Måske vil jeg komme til at savne det en dag 🙂