Advarsel! Her følger en perlerække af brokkeri fra en pms-plaget kvinde. Jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor hårdt plaget jeg er af PMS, men nu husker jeg det helt klart. Og nu ved jeg præcis hvorfor jeg ikke har savnet min menstruation bare 1/4 sekund det sidste 1 1/2 års tid.

For jeg bliver humørsyg, sortsynet, ikke rar at være i nærheden af, grådlabil, uudholdelig (også for mig selv); kort sagt; jeg har det rædselsfuldt de første par dage, når jeg har mens. Det har altid været dage, hvor jeg skal holde mig indendørs og mest muligt for mig selv, samt ikke træffe beslutninger eller indgå i diskussioner. For jeg er mit værste jeg i de her dage.

Derfor skal du trække mindst 50% fra, når du læser nedenstående. Jeg skrev det i formiddags, hvor min pms parret med en tung dyne af træthed totalt overvældede mig og fik mig i knæ. NC holdt fest i aftes fra 22-01. Det var hårdt for både NC, Allan og jeg. Vi er alle helt kvæstede i dag og ikke helt os selv. Mindst af alt mig.

Jeg er ved at blive vanvittig. Mest af alt over mig selv. Over NC. Over vejret. Over det hele. Dagen i går var hæslig, og i dag er mindst lige så hæslig. Jeg har lyst til at skride fra det hele. Råbe p.. og skride. Jeg føler, at mit liv er blevet stjålet, og jeg er blevet sat i fængsel. Jeg har det som en løve i et bur. Jeg hader det hele lige nu. Kan ikke glæde mig over noget som helst, fordi det hele er ævl, kævl, brok, besvær og lort.

Det er bare så kanon rædselsfuldt at have fået menstruation med hvad der til hører igen. Jeg hader hudløsheden, sårbarheden og tårerne, der hele tiden vælder frem, fordi alt er ekstra håbløst i de her dage og de mindste bagateller vælter hele læsset. Kedsomheden og monotonien vokser og bliver totalt uudholdelig. Rastløsheden eksploderer. Alt forstørres, bliver kæmpestort og tager udsynet. Det er så rædselsfuldt, for jeg ved, at det er pms, men jeg kan ikke snappe ud af det. Pms er som hængedynd, der bemægtiger sig min hjerne og erstatter al sund fornuft med et djævelsk sortsyn.

NC nægtede at sove middagslur. Jeg havde planlagt et langt bad for netop at få lidt “mig-tid”, men NC vågnede allerede før jeg havde fået creme og deo på. Jeg var simpelthen lige ved at tude. Havde bare sådan glædet mig til en lillebitte time eller to for mig selv. Jeg prøvede at få ham til at sove igen. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Jeg frøs med vådt hår og intet tøj på fugtig hud, så jeg prøvede at ignorere hans skrigeri, altimens jeg skyndte at tage det beskidte tøj fra i går på igen – for hvem orker at finde tøj frem og gøre noget ud af sig selv med en skrigende unge på halsen? Og kan det ikke også være lige meget? Jeg ser jo ingen og møder ingen!

Har siddet med NC på armen, mens jeg skrev det her med højre hånd. Men han er så irriterende, hopper rundt og piller ved alt, så nu har jeg lagt ham ind igen. Vildt skrigende, selvfølgelig. Jeg orker ham bare ikke. Jeg er en køn mor i dag, der bare synes, at hendes unge er møgirriterende og bare vil have ham til at sove eller hen hvor peberet gror.

Men når hans mor nu ikke gider at være mor for nogen i dag, hvad så? Jeg har bare lyst til at komme ud og være mig selv, i stedet for at være nogens mor. Jeg vil så gerne til træning, men fordi han er så umulig i dag, kan det være lige meget. Så er det rædselsfuldt i stedet for at være skønt at have ham med på slæb. Hele den del af mit liv er tilsyneladende slut. Jeg savner det bare sådan lige netop i dag; at træne og glemme alt omkring mig bare en halv time. Nå, i stedet vil jeg gå en tur med barnevognen senere. Det virker nøjagtig på samme måde som at træne i et fitnesscenter (psykisk altså), så jeg vil ikke flæbe mere over den manglende træning.

Jeg har lyst til at trøsteæde et eller andet svulstigt. I går røg der chips, småkager og chokolade ned i rå mængder. Ret fedt, for så jeg kan blive endnu mere ked af det over, at jeg ikke får trænet. Jeg har aldrig før vejet 85 kilo, men det gør jeg nu. Det er 15+ kilo over min normalvægt. Jeg kan ikke passe noget af mit tøj. Jeg har ikke engang et par jeans, for H&M laver dem ikke i min nye fuldfede størrelse. Jeg har deres største par jeans liggende i skabet. Dem kunne jeg passe i et par dage efter jeg købte dem, men ikke længere. Sur røv med fed røv. Der skal gås langt med barnevognen for at komme af med dén røv.

Og så er der det forbandede vejr. Sne, frost og kulde over hele linien. Værst er nu sneen, for det gør det så besværligt at trille omkring med barnevognen, fordi folk ikke gider rydde deres fortove. Ikke at jeg ikke godt kan forstå det; jeg er lykkelig for, at jeg ikke skal rydde sne. Og de her dage er det bare gråt, trist og mørkt. Må jeg be’ om et snarligt forår med lysegrønne blade, solskin og blå himmel, tak!!

Nå, jeg vil prøve at give NC lidt frokost. Morgenmaden nægtede han at røre, et par skefulde røg ned under skrig og skrål. Jeg blev bare så gal, irriteret og ked af det. Det hjælper ikke lige frem på NCs lyst til at spise maden, ved jeg jo godt. Han gider sikkert heller ikke æde frokost, men nu prøver jeg igen med hans favorit-mad; lasagne. Jubel-optimist, som jeg jo er. Ha.

Tak, fordi jeg fik lov til at brokke mig. Nu er det ude og forpester ikke længere mit system. Så kan jeg læse det senere og tænke – hvad f….. skete der lige dér? Min menstruation varer formentlig kun 1-2 dage endnu, så er galskaben ovre for denne gang. Jubiiii!

Gik ind og samlede NC op. Han var helt ude af den, den lille stakkel, og da jeg samlede ham op, sprællede han for at komme tilbage i sin seng. Han skreg, rev og flåede i min hals (jeg ligner nu en, der har været oppe og slås med en kat), så jeg lagde ham tilbage igen. Så skreg han endnu mere. Jeg tog ham op, han diede lidt og skreg, vred, vendte sig og rev mig igen. Så kom jeg til at græde, prøvede at skjule det for ham og lagde ham igen. Det her nytter simpelthen ikke. Så nu ligger han stadig derinde, og jeg sidder her. Hvor er det bare frustrerende lige i dag!

Skal egentlig mødes med mine kolleger i aften, og Allan skal være alene med NC for første gang. Det var ihvertfald planen, men jeg tager ingen steder. Jeg er slet ikke noget værd i et selskab. Jeg vil bare grave mig ned og vente på, at pms forsvinder igen. Nogle gange må jeg bare erkende, at jeg skal holde mig for mig selv, og det her er absolut en af de dage.

NC spiste over et halvt glas lasagne til frokost – han elsker bare lasagne! Og så kom der en kæmpeportion bæ ud. Har nok lidt med det at gøre, at han var så pylret i formiddags. Så legede vi med puslespil – det vil sige; NC kastede brikkerne rundt i landskabet, så hurtigt han kunne – og jeg samlede dem op og lagde dem på plads. Det var skideskægt og rigtig hyggeligt. NC grinede over hele femøren. Bagefter sad vi og så på fugle inde i sofaen – NC lavede fedtede finger- og næsemærker på den store glasrude. Han er så sød og begejstret.

Til eftermiddag var vi en tur forbi farmor og bedstefar sammen med far. NC elskede det højt – han hoppede på skødet af farmor og bedstefar på skift. Det var så hyggeligt. Nu pylrer han lidt igen – mon ikke han er ved at være lidt træt?