Lille NC er meget morsyg for tiden – faktisk så morsyg, at han vågner flere gange om natten og græder, indtil jeg samler ham op. Når jeg så lægger ham i hans seng igen, går der et par minutter, så græder han hjerteskærende igen. Jeg prøver atter at lægge ham til rette i hans egen seng, nusse ham på kinden, give ham sutten og bare sidde med hånden på hans ryg, men det eneste, der batter er mors patter! Nej … haha … det eneste, der du’r er at ligge tæt ved mor i mors seng, dér kan han sagtens sove!

Midt i nat rejste han sig op på knæene og holdt fast i tremmesengen, klynkede og kiggede bedende på mig – det kan jeg sgu da overhovedet ikke stå for, så jeg inviterede ham over i min seng. Det er vældig sødt og uendelig dejligt at blive elsket så højt og fuldstændigt. Men det er altså også hårdt …

Jeg er helt radbrækket af at ligge og sove sammen med ham, fordi jeg ligger og kupler mig omkring ham, samtidig med at jeg ikke sover helt så tungt og godt som når han ligger 50 cm væk i sin egen seng. Men igen … hvor blødt, skønt og dejligt er det lige at mærke hans lille varme krop krybe tæt ind til min. Jeg elsker at betragte hans lille fredfyldte ansigt, når han sover med næsen tæt ind til min mave eller mit bryst. Jeg nyder det uendelig meget, og jeg ved, at jeg kommer til at savne det. Denne tid og glæde er kun til låns og varer så kort.

Heldigvis er der en forklaring på det nys opståede natteroderi, samt morsygen. Netop nu er NC plaget af separationsangst (se linket under børnelinks), som er en stor del af det tigerspring, vi er midt i pt. Dette tigerspring kan kort beskrives således:

Barnet begynder at kravle og udforske verden på egen hånd. Samtidig bliver det mere tryghedssøgende. Det klynger sig til dig og er meget morsyg. Barnet sover også uroligt – de mange nye oplevelser skal bearbejdes i drømme, og nogle børn øver sig motorisk i søvne. Barnet har brug for masser af kram og knus, så det er tanket op til at møde verden.

I morges kravlede han i sengen – sådan rigtigt. Lidt over en meter kravlede han. Helt hen til mors babs. Det er første gang, at han har helt styr på det. Tidligere har det været meget usikkert og kun et kravle-tag ad gangen. Her var det helt rigtigt!

Samtidig er det som om han har opdaget, at jeg kan gå fra ham uden at han kan følge med, og det kan han bestemt ikke li’. Han skal helst kunne nå mig eller ihvertfald se mig. Kan han ikke det, skriger han, indtil jeg samler ham op igen. Når jeg så samler ham op, bliver han straks urolig og vil ned igen, for så spændende er det alligevel ikke på mors arm.

I nat sov han ret uroligt, og jeg lagde ham måske 10 gange mellem 23 og 01, hvor jeg kapitulerede og lagde ham i min seng til sidst. Så sov vi forholdsvist roligt et par timer, hvorefter han var meget pjevset og urolig et par timer. Det endte med, at jeg havde knald ondt i ryggen og i hovedet, så jeg aflyste tirsdagens aftale med Christina i håb om at få lov til at sove middagslur sammen med NC. Det lykkedes heldigvis – jeg fik 3 1/2 times middagslur, hvor både NC og jeg var helt væk. Så nu er vi begge friske igen. Det vil sige, NC er blevet lagt for natten nu.

Jeg mødtes med en af pigerne fra mødregruppen på Café Emil i eftermiddag, hvor vi fik os en snak og lidt at spise. NC spiste lidt brød og et par agurkestænger, samt næsten et helt glas frugtmos med fuldkornsflager. Hendes datter er en dag yngre end NC, så vores unger følges rimelig godt ad aldersmæssigt. Udviklingsmæssigt er der få ligheder og så store forskelle, at man indimellem har svært ved at forstå, at de er så jævnaldrende, som de rent faktisk er. Og det er ret fedt, for så giver det ingen mening at sammenligne dem – de er som pærer og bananer, de to små guldklumper.

Til gengæld som mødre til to meget jævnaldrende børn møder vi de samme problemer og udfordringer samtidig – og det er bare super fedt! For eksempel er der ingen af os, der glæder os til at aflevere vores guldklump i vuggestue i starten af maj, og vi kommer til at gå igennem den samme fase samtidig. Så må vi mødes på Emil og græde gruppesnot, når vores poder er i vuggestuen alene for første gang.

Sent på eftermiddagen var vi forbi farmor og bedstefar, og NC viste dem, at han kan kravle rigtigt. På deres gulvtæppe kravlede han en meters penge hen til mig. Det var meget rørende, for han gider for eksempel ikke kravle hen til et stykke legetøj eller til farmor eller bedstefar. De kan værsgo selv komme hen til ham! Men moar … hende vil man gerne kravle hen til, når man er 7 måneder og meget morsyg.

NC spiste lidt pasta med kødsauce og meget lidt go’natgrød til aften. Han er generelt småtspisende i de her dage. Men ok … han spiste et par skefulde fuldkorsngrød til morgen, og så næsten et helt glas frugtmos med fuldkornsflager. Dertil kommer en række amninger. Så det går nok an.

Da jeg lagde ham til aften, lagde jeg ham i fodenden af vores seng og slog vuggesangbogen op i hovedenden af sengen for at lokke ham til at kravle op til bogen. Det virkede – han kravlede målbevidst hen til bogen og helt op i den. Min store dreng!