Combat yourself!

Jeg var til combat for første gang siden før jeg blev gravid – det vil sige i små 2 år. Combat har jeg gået rigtig meget til tidligere, fordi det bare er så super fedt! Jeg elsker energien, musikken og kampsportsteknikken kombineret med de lidt danseagtige moves. Jeg elsker at slå og sparke, for selvom det bare er ud i luften, så er der noget forløsende ved at kick some a**.

Jeg tog tilbage til Nørrebro. Tilbage, fordi det var her jeg trænede hver dag, da jeg boede i Vanløse. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde måske forestillet mig, at jeg ville møde en eller to kendte ansigter – men jeg mødte ikke en eneste, jeg kendte fra gamle dage. Ikke engang instruktøren.

Jeg tog min gamle plads ved døren, nær udluftningen. Jeg var så klart den ældste på holdet – med 38 år på bagen var jeg noget i retning af 20 år ældre end mange af de andre piger, der var til time. Og der var mange. Overraskende mange. Der var fuldt hold til trods for, at klokken var 10 på en ganske almindelig torsdag. Mon ikke der er mange, der har læseferie eller bare studiefri lige i dag? Ihvertfald var det totalt fedt, at der var næsten fuldt hold, så vi ikke stod 5 forkølede mennesker i en sal til 80 mennesker.

Så stemningen var i top; instruktørerne var i top – to super motiverede piger, der råbte og heppede. Den ene var nyuddannet – hvad hun (måske) manglede i teknik havde hun i motivation. Det var skide godt.

Jeg kunne under opvarmningen allerede mærke, at jeg er 38 år, totalt ude af form, at jeg har fået kejsersnit og at jeg har født. Min teknik var langt fra rusten, den fejler absolut intet – og min vilje er stærkere end min krop, så jeg måtte holde igen for ikke at kaste op eller besvime.

Allerede under opvarmningen stod det mig klart, at jeg måtte passe på ikke at give den for meget gas, hvis jeg skulle undgå en solid omgang træningsmigræne (jeg får altid migræne med kvalme, svimmelhed og flimren for øjnene af at træne for hårdt, desværre). Men at jeg ikke kan give den fuld gas betyder ikke, at jeg ikke laver noget – ved 4. track var jeg næsten kogt ud. Men så kom der et par gamle tracks, jeg kendte ud og ind, og så kæmpede jeg videre.

Jeg fik øje på mig selv i spejlet – det er ikke mig selv, jeg ser. Jeg kan ikke genkende den krop, hvor brysterne, maven og røven hopper “modsat”. Det er ikke sådan jeg ser mig selv, og jeg er faktisk til dels ligeglad. Jeg er godt klar over, at jeg er på vej over i en del af livet, hvor visse dele af min krop vil hoppe modsat rytmen og køre deres eget game. Det er okay, for jeg er 38.

Men jeg kunne godt tænke mig at tabe mig, så jeg kan være i H&Ms største par jeans – og slipper for at skulle i en størrelse 44/46 eller XL/XXL.

Det var så fantastisk at være tilbage til combat. Jeg føler, at jeg for første gang i et års tid er tilbage i min krop og virkelig forkæler mig selv. Jeg følte mig levende, yngre og lettere end jeg har gjort længe. Jeg håber ikke, at der går for lang tid til næste combattime, men det bliver svært at få det presset ind i en hverdag med NC og job.

Må prøve at se om der er sene aftentimer et eller andet sted, så kan jeg måske komme til en time om ugen eller luksus-luksus måske to timer om ugen. Indtil videre kan jeg nå torsdagstimen klokken 10, og det vil jeg gøre resten af min barsel.