Der er så meget diskussion omkring regeringens plan om at fjerne tilskuddet til barnløse, så de ikke længere kan få gratis fertilitetsbehandling. Jeg synes, at det er fantastisk, at der gives tilskud til fertilitetsbehandling, og jeg kan sådan set rent rationelt forstå, at det er en af de poster, man skærer væk, når der er krise. Der er sat 50 mio. af til fertilitetsbehandling af barnløse med særlige behov pga. f. eks. sygdom, så de ikke er totalt udelukket fra at kunne få økonomisk hjælp.
Men børn er dyre. Vi har selv fået NC ved selv at betale delvist for 4 inseminationer på en privat klinik, selvom vi kunne være gået via det offentlige og få det hele dækket. Som barnløs må man lige overveje, hvor gerne man vil have dét ønskebarn. “Har man ikke råd til fertilitetsbehandling, så har man heller ikke råd til at få et barn”, sagde fertilitetslægen til os, da vi første gang var på klinikken. Jaeh, joeh, jeg kan godt forstå rationalet, men det er bare ikke helt så enkelt, når man har følelserne i klemme og både tid og økonomi skal afgøre ens fremtid.
Jeg så forleden en gravid kvinde i TV, der i ramme alvor fortalte, at hun ikke ville have haft råd til at få børn, hvis det ikke var fordi der er tilskud til fertilitetsbehandlingerne. Hun fortalte, at de havde en dyr lejlighed og nogle dyre lån, så de ville ikke have kunnet skrabe de 50.000 kr. sammen, som fertilitetsbehandlingen koster. Hun nævnte, at hun havde drømt om børn siden hun var 15 år, så det var en livslang drøm, der var på vej til at opfyldes. Men så kunne jeg godt tænke mig at vide “Hvis det virkelig er din største drøm, hvorfor har du så stiftet dyr gæld og købt en dyr lejlighed, når det er et barn, du drømmer allermest om?”
Det forstår jeg ikke en meter af, og jeg synes, at det er forkælet af hende at forvente, at vi andre skal finansiere hendes lån og dyre lejlighed, for det er jo det, der sker. Og måske er det sagen i en nøddeskal. Vi vil det hele – og mere til, men vi vil ikke ofre vores lækre hus, dyre tøj, cafébesøgene, ferierne og alt det andet, vi bruger penge på. I stedet for forventer vi, at vores ønskebørn bliver finansieret af andre skatteydere, mens vi selv kan fortsætte med at gå i dyrt tøj, bo i dyrt hus, have to biler og tage på ferie flere gange om året. Det synes jeg ikke er fair.
Vores søn er et “tilskudsbarn”, men tilskuddet var ikke afgørende for, om vi skulle have børn eller ej, for vores ønske om at få et barn var så stort, at økonomien ikke kunne stoppe projektet. Så for os var tilskuddet nice-to-have, men det var ikke det, der afgjorde sagen. Vi sparer andre steder, og det fortsætter vi med efter NC er kommet til verden. Min mand på SU og jeg på barselsdagpenge, og det gør, at der ikke er særlig meget at rutte med, så der er bare nogle drømme heriblandt barn nr. 2, som vi er nødt til at spare op til – og som vi så glæder os så meget desto mere til. Det handler om benhård planlægning og prioritering. Hvis man dropper ferien, er der råd til reagensglasbehandling.
Det er trist, at der indføres brugerbetaling på fertilitetsbehandling, fordi de par, der er i fertilitetsbehandling i årevis, er i forvejen hårdt ramte og pressede psykisk. Fertilitetsbehandling er en sindssygt opslidende proces, og jeg synes, at det er forfærdeligt, at man oven i købet skal bekymre sig om økonomien.
Indgrebet rammer helt skævt, og det synes jeg ikke virker særlig gennemtænkt. Folk med lav indtægt har samme drømme om at få børn, som folk med høj indtægt. Nu er mulighederne bare ikke ens længere. Det mest paradoksale er at børnetallet samtidig falder, og regeringen fabler om, at vi er for få danskere i fremtiden til at opretholde velfærden. Burde man så ikke gøre alt for at få født en masse børn?
Jamen ja. Jo. Det tror jeg nok.
Jeg er lidt vægelsindet…
Jeg er grundlæggende enig med dig – i hvert fald specielt når man har råd til lux-ala-lux, men ikke til fertilitetsbehandling.
Jeg er en af dem med kun et barn. Det er et bevidst valg fra både min og min mands side. Det er først og fremmest af personlige årsager, at vi ønsker vores famile som den er – som et trekløver. Men det er også af en lille snert nødvendighed.
Jeg var en af dem der havde meget svært ved at blive gravid. Og hvor kirurgen (jeg fik kejsersnit) efter operationen spurgte mig om jeg var blevet gravid på den naturlige måde. Han synes nemmelig det var ret utroligt det var lykkedes for os. Det synes vi også.
Vi er lykkelige for vores datter, og jeg kan ike forestille mig livet som ikke-mor. Men det er ikke en menneskeret at blive gravid. Man kan også få børn via adoption som bekendt…. Det koster bare også !
Og så er vi tilbage med starten – det koster at få børn, på den ene eller den anden måde. For mig kostede det følelsesmæssigt, og det kostede mig en meget hård graviditet der slet ikke blev som jeg havde forestillet mig. For andre koster det 50.000 bobs….
Jo, jeg er faktisk enig med dig !
KH Maria.
PS: det er jo heller ikke i alle lande vi sammenligner os med, at der er tilskud til fertilitetsbeh – hvorfor er det så så meget en ret her… Bare en tanke.
LikeLike
Hej Maria!
Tak for kommentaren 🙂 Kender det … vores søn er faktisk “tilskudsbarn”. Vi havde nemlig også svært ved at blive gravid. Han var ikke blevet til noget uden insemination.
Men uanset om vi fik tilskud eller ej, så havde vi fundet pengene ved at spare på forbrug, tøj, ferier osv., for vi ville have børn!
Og de ting bliver der nu alligevel sparet på, fordi børn er dejlige men ikke gratis 🙂
I den perfekte verden går jeg klart ind for gratis insemination og gratis adoption, fordi jeg synes, at det er alles ret at få børn, men nu er det jo krisetider, og så mener jeg, at når der endelig skal spares, så er fertilitetsbehandling et af de steder, hvor det er ok at spare. Når det nu ikke kan være anderledes.
Gitte
LikeLike