Jeg afleverede NC i dagpleje imorges. Vænner jeg mig mon til det nogensinde? Nicholas Carl har lugtet lunten og vil kun meget nødigt ned fra min arm, når vi ankommer. En af de andre små drenge, kommer hver morgen med et stykke legetøj til ham. Det er helt vildt sødt. Men det er ikke helt nok til at overbevise NC om at han skal være glad for at blive der uden mor.

Da jeg gav NC til dagplejemoren, brød han ud i gråd og kiggede grådkvalt efter mig. Jeg skyndte mig ud af døren, glad og frejdigt vinkende, mens jeg siger “Vi ses, skat!” med en alt for glad og skinger stemme. Jeg ønsker kun at vende om og kramme hans lille krop og stoppe hans gråd, men det går jo ikke.

Som altid når jeg sidder i min bil, har jeg kun lyst til at køre hjem og begrave mig med hovedet i hovedpuden og vente på, at jeg skal hente ham igen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg vender bilen den modsatte vej og kører til træning. Og kort tid efter går det helt klart bedre. Jeg glæder mig over bare at være mig og have en helt blank dag foran mig.

Træningen er overstået; hårdt og kort, var mottoet. Jeg var ikke rigtig i humør til at træne i dag, så jeg trænede tungt og kort. Av, mine rygstykker!

I dag skal jeg i gang med at sy mørklægningsgardiner til NCs værelse. De bliver vildt flotte, for stoffet har den fedeste blå farve.

Der er nu kun 1 måned tilbage af min barsel. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Selvom det er fedt med en masse tid for mig selv nu hvor NC er i dagpleje, så savner jeg at gøre en forskel og være andet end mor. Det bliver spændende om jeg kan finde ud af at gå alene på toilettet 🙂