Her til aften var vi til fællesspisning i dagplejen og havde her lejlighed til at møde alle de andre forældre til de andre børn i den dagplejegruppe, som NC nu er del af. Det vil sige cirka 20 børn med forældre og søskende. Det skulle da nok blive festligt! Vi skulle hver medbringe en ret, og med sædvanlig snilde læste jeg ikke ordentligt efter, så jeg havde lavet fiskefrikadeller med kartoffelsalat og pastasalat, så vi havde alt for meget med. Nå, pyt, det er bedre end ikke at have noget med – og det blev spist næsten alt sammen.

Der var selvfølgelig stress på, da vi skulle ud af døren. Jeg gloede håbefuldt ind i mit skab efter et fedt sæt tøj, som jeg kunne være i og som samtidig kunne signalere perfekt-mor-med-styr-på-det-hele. Sådan et sæt tøj har jeg bare ikke!

Og så slog det mig: Hvorfor iføre mig tøj og høje hæle, der skulle bibringe mig en facade af noget, som ikke findes? Jeg er jo langt fra perfekt-mor-med-styr-på-det-hele, så hvem er det, jeg vil prøve at snyde? – og helt ærligt, så er jeg heller ikke interesseret i at blive opfattet sådan. Det ville være falsk markedsføring og ville kun bringe mig et sted hen, hvor jeg absolut ikke vil være: nemlig på de perfekte mødres utilnærmelige isbjerg.

Så jeg tog afsted i det tøj, jeg havde haft på hele dagen; sort med udviskede hvide pletter af havregrød o.l. hist og her. Hyggelige rare sorte flade ballerinasko. Mit gråstribede hår i hestehale og lidt opfriskning på make-up’en uden at overgøre det. Meget mere ærligt og langt mere mig-lige-nu.

Fordelen ved det øjebliks klarsyn var, at Allan ikke stod og åndede mig i nakken og kiggede på uret. Vi kom ud af døren til tiden – med masser af mad i vores kølekasse.

Da vi kom over i legestuen, var der mennesker over alt. Men ingen Nicholas. Jeg spurgte dagplejemoren – han lå og sov i en barnevogn udenfor. Der gik en rum tid, før han vågnede. Vi spiste sammen med de andre forældre og fik snakket lidt med dem, selvom det er svært at holde en samtale gående, når der samtidig skal affodres børn i alle aldre. Men hyggeligt var det – vores debut som Nicholas’ forældre!