Allan er ude og spise sushi med sine skolekammerater, og jeg skulle rigtig hygge mig alene, når NC var blevet puttet i seng. I teorien, altså. For inde ved siden af ligger NC og skriger. Jeg lagde ham i seng, og han faldt uden ballade i søvn for 1 1/2 time siden. Efter 20 minutter vågnede han. Han var langt fra frisk, tværtimod. Han var helt rundtosset af træthed. Jeg tog ham op, lullede ham på armen, så han faldt til ro. Han faldt i søvn, jeg gik ud og lukkede døren – og så startede balladen!

Jeg kan simpelthen ikke få ham til at sove! Jeg har siddet hos ham i over en time nu – uden at få ham til at falde til ro. Indtil flere gange har han været lige ved at sove, for så at vågne helt op igen og karte rundt. Han skriger uden tårer, han er vildt hidsig og kan ikke finde ro. Hverken i sin seng eller i mine arme. Nu må han bruge lidt energi på at skrige, så kan han måske bedre falde i søvn bagefter (?).

For desværre er jeg nok næppe til nogen hjælp for ham nu. Jeg er mindst lige så frustreret som han er, for jeg har prøvet alt muligt; amme ham (så bed ham mig sindssygt hårdt i brystvorten), lullet ham på skødet (der vælter han rundt, så jeg næsten ikke kan holde ham), lagt ham ned i sengen 1000 gange, aet ham på kinden og ryggen i sengen (men han vil ikke ligge ned). Jeg har sunget for ham, men det gider han ikke høre på – han vælter bare uroligt rundt.

Så nu er der næsten stille, der kommer kun små piv derinde fra. Jeg går lige ind og lægger ham til ro. Håber jeg …

Det virkede. Jeg tog ham op, han var så træt, men kæmpede stadig imod søvnen. Jeg vuggede ham, strøg ham over kinden og hviskede søde ord til ham. Hans øjne glippede, og han faldt ind og ud af søvnen. Jeg lagde ham ned, lagde min hånd på hans ryg og lukkede hans øjne forsigtigt med en finger, hver gang han slog dem op. Til sidst sov han.

Pyyha, det tog 1 1/2 time, og det var bare ikke spor rart eller nænsomt før til sidst. Jeg håber, at jeg med den nænsomme afslutning har fået bragt roen tilbage i hans sind. Det er så langt fra den metode, jeg havde forestillet mig at bruge; at lade ham skrige alene i sin seng til han næsten udmattet er ved at dejse om. Han græder ikke, der er ingen tårer – han skriger af frustration, raseri, træthed, afmagt .. Det er bare slet ikke sådan jeg havde forestillet mig, at jeg ville lægge min søn i seng. Men én ting har jeg lært på de første små 11 måneder som mor; tingene bliver sjældent som man har forestillet sig.

Nu er klokken 21:45, og jeg er træt. Min hygge-alene-aften er officielt aflyst. Jeg vil begynde at gå i seng, for jeg er bare så træt nu, at det ikke giver nogen mening at prøve at se for eksempel en film eller bare et afsnit af min yndlingskrimiserie CSI, som jeg ikke har set et eneste afsnit af i månedsvis. Jeg vil hellere ind og brede mig i vores seng og nyde, at soveværelset for første gang i små 11 måneder er helt og aldeles mit.