Da jeg var barn undrede jeg mig ikke særlig meget over, at min mor kun så sine veninder et par gange om året. Men sådan var det. Vi grinede af, at hun talte i telefon med dem i timevis cirka hver anden-tredje måned med fødderne oppe i vindueskarmen, en kop kaffe og en serie smøger. For som min far sagde var telefonen jo til korte beskeder. Men det gjaldt tydeligvis ikke her.

Jeg undrede mig over, at hun ikke så sine veninder oftere, men troede bare, at det var fordi den ene af hendes bedste veninder var flyttet til Holland og den anden til USA. Men der var andre af hendes veninder, der boede tættere på – hendes bedste veninde fra skolen boede for eksempel i Espergærde og har to døtre på vores alder. Vi så dem kun enkelte gange, da jeg var barn. Min mors kusine bor i Birkerød og gjorde det også dengang. Dem så vi oftere, men det var ikke noget med, at min mor besøgte hende alene. Tror jeg ihvertfald. Jeg husker det ikke. Vi så dem til jul og fødselsdage.

Jeg tror simpelthen, at min mor opgav at passe sine veninder ind i en travl hverdag med mand, børn, hund, fuldtidsjob, stort hus og sommerhus.

Netop nu tænker jeg meget over, hvordan mine venskaber skal overleve i en hverdag, hvor der ikke er plads til dem. Det er der vitterlig ikke. Det første, jeg skærer fra, når overskuddet og overblikket ryger for mig, er telefonsamtaler og besøg. Så bruger jeg al min energi på at få hverdagen til at hænge sammen … som jeg gør nu. Jeg når ikke at få hovedet op over hverdagens gøremål og unde mig selv den luksus det er at koncentrere mig om at snakke med en af mine veninder.

I den perfekte verden burde det jo være omvendt; veninder før hverdagens gøremål. Så ville der være mere energi til gøremålene, fordi veninder giver mig den positive energi, som gøremålene dræner mig for. Når veninderne kommer til sidst, har jeg ikke mere energi tilbage og dropper at ringe til dem. Hey, det er da bare at lave om på det. Nemt sagt. Svært gjort. For hvad er det så, at jeg skal lade være med at gøre?

Jeg er godt klar over, at perioden netop nu er en slags undtagelsestilstand, og der kommer flere ting og stramme deadlines på, når jeg starter på job igen. Men vil der ikke altid være et element af undtagelsestilstand? NC er pt forkølet og har været det siden i tirsdags, så han er svær at få til at sove og vågner flere gange om natten. Så jeg er langt fra udhvilet, og mine aftener går med at gå i pendulfart ind og se til ham, fordi han skriger i timevis af frustration over ikke at kunne falde i søvn med hovedet fuldt af snot. Jeg orker dårligt nok at få ringet til min far og min bror for tiden, så hvordan skal jeg få overskud til at ringe til en veninde?

Når jeg nu sidder og tænker over det, så kommer jeg til at tænke på mine bilture til og fra job. De starter jo snart igen, og jeg er ikke jublende glad for dem, for jeg føler, at jeg spilder min tid med at sidde 1 1/2 – 2 timer bag rattet hverdag. Men måske skulle jeg netop her se det som en gylden mulighed for at snakke med dem, jeg holder af? Bilturen hjem kan jo være mit frikvarter, mit lille luksushjørne, hvor jeg bare er mig og kan snakke med min familie og veninder.

Men indtil da, kære veninde – undskyld mig, jeg prøver at få bakset en form for balance ind i mit liv. Det er svært, men det betyder ikke, at du ikke betyder noget for mig. Jeg elsker dig. Og jeg prøver virkelig at få enderne til at mødes. Jeg vil ikke gøre som min mor og se mine veninder alt alt for sjældent. Du skal være del af mit liv – jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg lige grejer den, så lån mig lidt tålmodighed og overbærenhed.