Faldt over denne blogpost i dag om at være råbemor. Fantastisk – der er håb forude! Nogle gange undrer jeg mig nemlig over, om jeg nogensinde bliver den glad søde og sjove mor for Nicholas Carl, som jeg ønsker at være. Nærmest hver anden dag støder vi sammen – imorges på puslebordet gik han f.eks. helt i selvsving og skreg og skreg og skreg og skreg. Jeg var ikke ved at trække benet af ham – jeg ville jo bare skifte hans ble -!

Men det går over, kan jeg læse mig til. Det er også det, jeg har hørt fra mine mere erfarne veninder. Det første års tid er en sump, man skal kæmpe sig igennem. Bare rigtig rart at vide, når jeg ellers fortrinsvis møder perfekte mødre med masser af overskud og rene ikke-larmende børn.

Det tog to dage før mine tømmermænd lettede. Og siden børnene allerede kom hjem søndag eftermiddag, er jeg nu bevidst om, hvor fantastisk en mor jeg er til hverdag. Hvor er jeg tålmodig, hvor gør jeg mange ting for dem, hvor smører jeg mange madder og skærer frugter ud i både – helt uden at synes, det er andet end hyggeligt. For damn, hvor har jeg været sur og tvær og træt og syntes, de var krævende og fyldt med energi på den damp agtige måde. Me … Read More