Så er den her .. den første mandag morgen efter barslen. Det er et potentielt minefelt, når man doven, lad og langsom efter en lang weekend i solen skal op i tempo og nå en masse ting inden klokken slår 8.

Men jeg var allerede oppe klokken 5:15. Klokken 6 var jeg helt klar til at gå ud af døren – pakket tasker (min og NCs), sat hår, lagt make-up, tøj på, gjort klar til to portioner havregrød, dækket bord … alles in Ordnung!

Men der manglede noget. Nicholas Carl!  Han var ikke vågnet – og han var ikke engang tæt på at vågne. Det ved jeg, fordi jeg gik ind i hans værelse og raslede rundt i hans ting for at pakke hans taske. Og jeg har ikke hjertet til at vække ham (jaja, det skal nok komme), særligt når jeg først har dagens første møde klokken 9.

Så jeg  tullede omkring og hyggede mig til omkring 6:30, hvor jeg gik ind og trak gardinerne fra hos NC, så solen strømmede ind. Han lå lige pladask på maven i sin stribede natdragt og sov lige så stille. Da solen ramte hans kind, krummede han sig sammen, strakte sig, gabte og kom op på alle fire. Han rejste sig og missede mod mig – og brød ud i et kæmpe smil!

Jeg fiskede ham op, og vi gik ind og sad på kanten af min seng, hvor jeg ammede ham. Han kiggede mig dybt i øjnene, og jeg følte, at han kiggede direkte ind i min sjæl. Det gør han nogle gange. Indimellem smilede han frækt til mig med babsen i munden.

Jeg gik ind og skiftede ham, mens Allan underholdt ham. Atter en dag med shorts! Hans allerførste hudafskrabning på knæet er ved at hele fint. Han fik den i forgårs. Det er nok ikke det sidste skrabede knæ, han får!

Morgenmaden var han ikke meget for at spise. Havregrøden gad han knap røre, men han spiste lidt mere end en halv skive toastbrød med smør. Han virkede allerede træt igen, men i strålende humør.

Klokken 8 afleverede jeg ham i dagplejen, hvor han straks gav sig til at lege. Da jeg sagde farvel, protesterede han, men allerede inden jeg havde lukket døren bag mig, var han holdt op med at græde.

Status på morgenen: Jeg nåede ikke at aflevere ham 7:15, hvilket var planen – og pyt! Han blev afleveret klokken 8 og fik sovet længe i stedet. Da jeg landede på kontoret 8:45 var der ingen at sige godmorgen til på hele gangen, så det havde været stærkt overkill at dukke op klokken 8.

Og nu har jeg lige haft tid til at skrive disse ord, mens jeg drikker en (varm) kop kaffe med mælk, fordi mødet klokken 9 er aflyst. Så Manic Monday er en superfed sang, jeg gerne skråler med på, men den gælder bare ikke her! Jeg elsker denne mandag morgen med al dens almindelighed!