Adder badder!!

Ad, var min første reaktion, da jeg så på mit lår i morges. Ikke fordi mit lår ikke falder i min smag, men fordi der sad en flåt og brugte mit lår som buffet. Ad, klamt, ækelt, adder badder!

Jeg fandt en pincet frem og fjernede den lille klamme fætter. Ad! Rundt om biddet var der en 5-krone stor rød plet. Ikke særlig betryggende.

Jeg talte med lægen før. Det er ikke alarmerende .. endnu .. hvis rødmen ikke er væk om en uges tid til 10 dage, så skal jeg i behandling. Men jeg vil tilføje endnu et ad!!

Det er helt klart et af de største minusser ved at have et sommerhus. Vi har kun været der to gange i denne sommer; forrige søndag og i lørdags. Forrige søndag sad der en flåt og gumlede på drengen lille bløde lår – og nu er det altså min tur. Ad igen!