Rod i jordhulen!

Nu kommer der en pinlig afsløring af noget, vi overhovedet ikke har styr på hjemme i jordhulen – og som yngler nærmest uhæmmet: Vores rod. Det er som om der myldrer flere og flere ting frem på alle vandrette overflader sekund for sekund. Har vi nisser??

Vi ønsker begge to, at NC skal vokse op i et hjem, som han føler, at han kan invitere kammerater med hjem uden at blive flov. Men det kræver, at vi voksne lærer at rydde op først. Hvordan lærer man lige det, når man er næsten 40 år og ikke har fattet det endnu? Og hvordan lærer jeg NC at rydde op, når jeg ikke selv mestrer kunsten at holde bare en kvadratmeter pænt og ryddeligt i mere end 10 minutter?

Ok, jeg ved, at al ændring hjemme i jordhulen starter med mig selv. Så hvorfor stiller jeg min beskidte skål på køkkenbordet og ikke i opvaskemaskinen? Dét er rod, og det er sjusket og grimt. Og totalt let at komme til livs, så hvorfor er der så altid mindst et beskidt glas eller en snavset kniv på køkkenbordet? Har du bemærket, at det er som om det beskidte glas på køkkebordet yngler – pludselig står der 3 beskidte glas, en kop og nogle teskeer i vasken. Lidt rod avler mere rod efter devisen “her ligner alligevel lort, så jeg stiller det bare her”.

Jeg er udmærket klar over, at NC vil kopiere vores indsats (eller mangel på samme), så når han ser en beskidt skål på køkkenbordet, vil han stille sine snavsede tallerkener, glas, kopper 0sv lige ved siden af. Og den forælder, der så kommer først hjem, mødes af et rodet køkken. Og jeg ved godt, hvad et rodet køkkenbord gør ved ens mikroskopiske overskud efter en lang hård arbejdsdag: Det punkterer én fuldstændig. Det siger ihvertfald ikke: “Velkommen hjem!”. Tværtimod får man lyst til at løbe skrigende væk.

Det skal vi undgå, og det er noget, vi skal se at blive bedre til i en fart, for det er ikke kun køkkenet, der roder. Jeg tænker skamfuldt på, hvad jeg forlod i morges: I min side af soveværelset ligger der noget af mit tøj fra i går på gulvet, samt en bunke rent tøj, som jeg ikke har lagt på plads på reolen. Og det med at lægge på plads i mit skab er besværliggjort af, at jeg på det seneste bare har kastet tøj ind i skabet i forholdsvis pæne bunker, hvor t-shirts, bukser, toppe osv er blandet efter farve sådan som det er vasket. Fordi jeg ikke har tid (læs: overskud) til at gøre mere ved det. Fortæller jeg mig selv ihvertfald. Men jeg har jo tid til at skrive blog og læse Twilight … hm-hm …

Indtil jeg læste et blogindlæg om rod, troede jeg faktisk, at rod i stor og udbredt stil kun er noget, der stortrives hjemme hos os. Det ser ikke ud til, at det kun er os, så må jeg stille dig et intimt spørgsmål: Når du får gæster, panikrydder du så alle flader, så dit hjem ligner noget fra Bo Bedre – eller er dit hjem bare altid picture perfect? For sådan ser det ud for mig, når jeg er ude hos andre. Allan og jeg taler altid om, at vi ville ønske, at vi kunne få et lige så ryddeligt, lækkert og hyggeligt hjem som vores venners hjem. Hvordan gør du det?

Og så et par tillægsspørgsmål: Hvor fanden gør du af al rodet, når du panikrydder – og hvordan finder du tingene igen??

En kommentar til “Rod i jordhulen!

Der er lukket for kommentarer.