Amatør-mor

Det er med glimt i øjet, at jeg kalder mig amatør-mor. Jeg blev mor som 37-årig, og i den alder burde jeg måske have vidst, hvad jeg gik ind til. Det gjorde jeg ikke. Og det gør jeg stadig ikke. Hver dag byder på nye uforudsete og ukendte udfordringer for mig, for min mand og for Nicholas. Heldigvis er vi to voksne amatør-forældre og et sejlivet barn, der trods alt har overlevet det første år plus en sjat. Tit har vi grinet og grædt sammen over følelsen af at være to hunde i et spil kegler.

Jeg er ikke nogen amatør-mor. Jeg ved, at jeg er en god mor, og min skønne mand er en fantastisk far. Vi er de bedste forældre for Nicholas. Men andre får mig af og til til at føle mig som amatør-mor. Og det samme gælder min mand. Når vi spejler os i andre forældres kommentarer og signaler, så føler vi os af og til utilstrækkelige, underlegne, inkompetente, pylrede, overforsigtige osv osv. Følelsen af at være jublende amatør, får vi oftest, når vi har prøvet at vende nogle af vores problemer, tanker og bekymringer med andre mennesker, fordi vores omgivelser på den ene eller anden måde lader os vide, at dét, vi nævner der, altså slet ikke er noget at tale om.

Det sker ofte med en utilsigtet men velplaceret kommentar, der prikker os i hjertet og pirker til vores selvtillid. Det kan være et løftet øjenbryn eller en let hånlig trækning om munden, når vi beder om et råd eller ønsker at vende en udfordring med nogen. Det kan være en afbørstning eller en bagatellisering, der rammer os lige i selvtilliden. Oftest er det utilsigtet, det er jeg sikker på, men det rammer os bare alligevel.

I vores omgangskreds er der en del perfekte forældre, hvor alt tilsyneladende kører på skinner – mange af de ting, vi bokser med, har åbenbart aldrig nogensinde været på tale. De synes, at det er piece of cake at være førstegangsforældre og er totalt uforstående overfor problemer med amning, natteroderi, sultestrejke, roderi i skabe og skuffer og hvad man ellers møder af udfordringer som forældre til en 1-årig.

Samme følelse af underlegenhed har jeg alt for ofte siddet tilbage med efter møder med enkelte af mødrene fra mødregruppen og sågar efter sundhedsplejerskens besøg. Jeg hadede virkelig de besøg til sidst!! Det var svært for mig at tackle i den første tid, hvor jeg også selv lige var blevet født igen – nu som mor! Når man er træt og sårbar og krænger sit hjerte ud, er det nemlig ikke særlig befordrende for selvtilliden at få et “hvad er dog problemet??” smidt i hovedet og få at vide, at man bare skal tage sig sammen og lade ungen skrige, for “det tager jo kun en uge, så skriger han ikke mere”!

Alt for ofte har jeg fået undermineret min spæde selvtillid som nybagt mor, når mine omgivelserne lod mig forstå, at jeg var helt alene om at have det på den måde. Jeg var ikke en mor opfyldt med kærlighed, selvtillid og ro i starten – det er kommet senere. Nu er jeg blevet bedre til at blæse på stikpiller, hentydninger og skjulte motiver, fordi jeg har fået gen-oparbejdet tilliden til mig selv og mine evner som mor.

Til alt held har vi også i vores omgangskreds skønne forældre, som hellere end gerne deler ud af deres viden og hellere end gerne lytter uden at dømme til vores problemer uanset om de er små eller store. Vi møder grænseløs kærlighed, kærlig omsorg og ægte indlevelse i vores liv, og det er selvklart dem, vi åbner op overfor.