Sur på vejret!

Jeg er sur på vejret! Jeg føler mig forfulgt. Jeg føler mig som Anders And med min egen helt personlige sky hængende over mit syndige hoved. Når jeg endelig kan rive et år ud af kalenderen og hygge mig med for eksempel raske trave- og trilleture i skoven, bliver det en rekordkold og -lang vinter med rekordmeget sne.

Ikke særlig smart, når ens bedste ven er en barnevogn! Måske skulle jeg have købt en skide sparkstøtting i stedet!?

Ikke nok med at vinteren var rekord-alt-muligt, men da så foråret nærmede sig i kalenderen, var det stadig vinter udenfor. Jeg kiggede langt i vejviseren efter sol og lune timer på altanen. Lækkert solrigt forår og forsommer blev jeg nemlig også snydt for … fik i stedet glæde (?) af et rekordkoldt forår og ditto forsommer! Hvor nedtur er det ikke lige!?

Og nu kan jeg læse mig til, at juli har været rekordvarm. Som om det kommer bag på nogen. Ikke mig, ihvertfald. Jeg har vidst, at det ville ske, nøjagtig lige så længe jeg har vidst, at min barsel sluttede samtidig med at juli begynder. 

Første juli sad jeg nemlig på kontoret igen efter et års barsel – og så er det da soleklart at den rekordkolde forsommer forvandler sig til en rekordvarm juli, så jeg kan opleve at bevare min blege vampyrteint og ikke mindst blive kogt levende både på kontoret og i bilen.

Nu er der en uge til min ferie, hvoraf hovedparten foregår hjemme – og nu kan jeg se, at de er løbet tør for sommer i vejrudsigten! Grrr!

JA – jeg tager det sgu personligt!!!!!

(Donald Duck cover from CoverBrowser)