Imorgen er det farvel til dagplejen. Indrømmet, det er vist mig, det er mest svært for. NC ved jo ikke, hvad der sker. Den næste måned skal han jo være sammen med far og mor – vi skal på ferie og hygge os. Det bliver hyggeligt og anderledes – og jeg håber ikke, at han kommer til at savne dagplejen og sine kammerater for meget.

Så sent som i sidste uge klynkede NC i et minut, når jeg sagde farvel i dagplejen – så legede han trygt og glad med de andre. Men i denne uge vinker han i stedet glad farvel til mig, trygt på sin dagplejemors arm. Han er tryg og glad for at være der – det er jeg virkelig glad for.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at ønske, at vi ikke behøvede at ændre hans trygge hverdag i dagplejens lille trygge “beskyttede værksted”. Allerhelst ville jeg ikke udsætte ham for den ændring, men jeg er godt klar over, at det er det bedste for os alle. Vores hverdag hænger ikke sammen, når både hente og bringe hænger på mig, fordi afstanden til dagplejen kræver bil og ikke mindst autostol.

Vuggestuen lige overfor var og er vores højeste ønske. Jeg er glad for, at han kommer i en vuggestue med 9 jævnaldrende børn og har mulighed for at stikke næsen ind til 30 store børnehavebørn.

Men havde jeg frit valg på alle hylder, ville jeg nok vælge dagplejen … nej, hvis jeg tænker mig om, så ved jeg, at det er det rigtige valg for NC og havde jeg helt frit valg, så valgte jeg vuggestuen. Igen. Jeg er bare en pyllermor, der bekymrer mig for meget. Jeg håber, at vores valg bliver det rigtige valg for NC. Det skal det bare!

Men jeg kommer til at savne vores dagplejemor .. jeg elsker at aflevere og hente NC hos hende. Særligt at hente ham. Hun er altid beskæftiget med ham, leger med ham, ligger på gulvet med ham, har ham tit på armen og én gang har jeg set hende sidde med ham sovende i favnen i haven, da jeg hentede ham. Han er tryg ved hende, og jeg er tryg ved hende. Hun får ham til at grine, han smiler og flirter med hende og rækker ud mod hende, når han sidder på min arm.

Jeg håber, at samme tryghed, kontakt og gensynsglæde opstår med hans pædagog. Det gør den helt sikkert – det er jo meget op til os, for hvis vi viser, at vi er trygge ved hende, bliver han også tryg ved hende. Det skal nok gå, fortæller jeg mig selv som trøst. Det skal nok gå!